Seahawks forlænger med solide linjemænd

0
Poona Ford Seattle Seahawks

Det har været en stille free agency for Seattle Seahawks, som ikke har tilføjet de store navne, men derimod holdt sig til mindre tilføjelser og sikret spillere af egen avl.

Seahawks sikrer kvaliteten på både den offensive og defensive linje, holdet forlænger nemlig med center Ethan Pocic og defensive tackle Poona Ford, det kan NFL Networks reportere Ian Rapoport og Tom Pelissero fortælle på Twitter.

Poona Ford får den største kontrakt af de to. Den store forsvarsspiller bliver i klubben de næste to år og kommer til at tjene op imod 14 millioner dollars. Ford blev ikke draftet i 2018, men fik alligevel tilspillet sig en rolle i klubben og blev hurtigt en favorit hos de mere nørdede fans grundet sit gode spil i en meget begrænset rolle.

Den 25-årige spiller har fået en større og større rolle de seneste to sæsoner og var i 2020 en af holdet mest solide og konsistente forsvarsspillere.

Ethan Pocic har haft det lidt sværere end Ford i klubben og blandt andet derfor er kontrakten i en mindre størrelsesorden. Det bliver til et år mere og tre millioner dollar til den alsidige offensive linjemand.

Seattle valgte Pocic i anden runde i 2017 og har spillet ham som både venstre og højre guard uden nogen succes. Pocic var en center i college og fik for første gang lov til at spille den position i NFL i fjor. Her gik det væsentligt bedre, om end det ikke var prangende. Pocic er dog ung og forhåbningen er, at erfaring og kontinuitet kan løfte niveauet den kommende sæson.