Denver Broncos’ store opgave i free agency var at forbedre quarterback-positionen, og det har de efter sigende så godt som gjort. Det forventes nemlig, at Case Keenum skriver under med klubben onsdag.

En af free agencys mest eftertragtede quarterbacks har efter sigende fundet sit nye hold. ESPNs Adam Schefter rapporterer, at den nu tidligere Minnesota Vikings-quarterback Case Keenum forventes at skrive under med Denver Broncos, når markedet åbner onsdag aften dansk tid.

Kontraktens længde og værdi vides endnu ikke.

Quarterback-positionen var Broncos’ helt store problem i 2017, hvor de vekslede mellem Trevor Siemian, Brock Osweiler og Paxton Lynch. Derfor var de angiveligt længe interesserede i Kirk Cousins, men i sidste ende er det altså belvet Keenum, der skal være holdets fremtidige quarterback.

Hos Broncos bliver Keenum genforenet med Gary Kubiak, der var cheftræner for Houston Texans, da quarterbacken var på kontrakt i klubben, og nu er rådgiver for Broncos.

30-årige Keenum har primært været reserve i sin tid i NFL, men på grund af skader til både Sam Bradford og Teddy Bridgewater, kastede Vikings ham i aktion i 2017. Den chance greb han, og han kastede 3.547 yards, 22 touchdowns og kun syv interceptions, mens han førte holdet til NFC Championship Game.

Det efterlader desuden Arizona Cardinals, New York Jets og Minnesota Vikings som Kirk Cousins’ primære bejlere.