Baltimore Ravens forlænger kontrakten med 24-årige Tavon Young med tre år.

Baltimore Ravens havde et af NFL’s bedste forsvar i 2018, hvor de kun tillod 292,9 yards per kamp, og nu har de sikret sig en af deres unge forsvarsprofiler for yderligere tre år.

Cornerbacken Tavon Young har sålede sat sin underskrift på en treårig kontraktforlængelse med Ravens. Den kan ifølge ESPN’s NFL-journalist Adam Schefter indbringe ham op til 29 millioner dollar.

Kontraktforlængelsen betyder, at han er på kontrakt til og med 2022-sæsonen.

Young, 24 år, var et fjerderundevalg i NFL-draften i 2016. Efter en fin rookiesæson i 2016 missede han hele 2017 med en skade.

I 2018 var han til gengæld tilbage på banen og viste fornemme takter som en såkaldt slotcornerback – en cornerback, der dækker midten af banen og ikke ydersiden. I alt noterede han sig for fem forsvarede kast og én interception i den forgangne sæson.