Der var ikke meget brug for ham i 2019, men Ravens har valgt at forlænge aftalen med punter Sam Koch. Derimod har de valgt at lade den erfarne cornerback Brandon Carr blive free agent.

Ravens’ angreb var forrygende i 2019, og det betød også, at man ikke puntede ret meget. Derfor var der ikke meget arbejde til Sam Koch, men den normalt meget dygtige punter er stadig værdsat i Baltimore. 37-årige Koch har modtaget en ny toårig kontrakt.

Derimod har Ravens valgt at lade en anden erfaren mand gå. Holdet har valgt ikke at benytte sig om en klausul, som kunne forlænge Brandon Carrs aftale med et år mere. Derfor bliver han nu free agent.

Sam Koch har spillet 15 sæsoner i NFL – alle hos Baltimore Ravens- og er anset som en af ligaens bedste puntere. Så må vi se, om han får mere at lave i 2020.

33-årige Brandon Carr har spillet 12 sæsoner i NFL, og han har spillet alle 16 kampe i de 12 sæsoner fra start (192 i alt). Det gør ham til den forsvarsspiller i ligaen med flest starter i træk. Utrolig holdbarhed. Carr har optrådt for Chiefs, Cowboys og Ravens.

Til sidst har Ravens forlænget kontrakten med defensive tackle Justin Ellis, der kom til holdet mod slutningen af 2019-sæsonen efter fem og en halv sæson hos Raiders. 29-årige Ellis vil kæmpe for en plads som backup.