Runningback Isaiah Crowell og linebacker Brandon Marshall skifter til Oakland Raiders.

Oakland Raiders har haft den helt store pengepung fremme i dette års free agency. Først kom stjernereceiveren Antonio Brown til i en byttehandel med Pittsburgh Steelers, og så gjorde de Trent Brown til den bedste betalte offensive tackle i NFL nogensinde.

Derudover har de også hentet profiler som receiver Tyrell Williams, safety Lamarcus Joner og linebacker Vontaze Burfict. Og de fortsætter med at forstærke sig.

Nu har de nemlig sikret yderligere hjælp til både forsvar og angreb. Til forsvaret kommer linebacker Brandon Marshall ind, mens angrebet får glæde af runningback Isaiah Crowell.

Det bekræfter Oakland Raiders på sin hjemmeside.

Marshall, 29 år, har i de seneste fem sæsoner været starter for Raiders’ divisionsrivaler Denver Broncos og ligner umiddelbart en starter ved siden af Vontaze Burfict på Raiders’ forsvar.

På angrebet kommer Isaiah Crowell, 26 år, til efter en skuffende sæson hos New York Jets, hvor han for nylig blev overflødig, da Jets hentede superstjernen Le’veon Bell. Crowell har dog først vist sit talent og har i alle sine fem sæsoner i NFL løbet for mere end 600 yards. I Oakland skal han erstatte Marshawn Lynch, der har forladt Raiders i denne offseason.

Ifølge NFL Networks Ian Rapoport har de begge skrevet under på etårige kontrakter, og Crowell kommer til at tjene 2,5 millioner dollar, mens Marshall kan tjene 4,1 millioner dollar.