Tampa Bay Buccaneers har sikret sig edge rusher Jason Pierre-Paul i yderligere to sæsoner. Aftalen er på 27 millioner dollar.

Jason Pierre-Paul har genfundet sin karriere i Tampa Bay, og der fortsætter den 31-årige pass rusher også sin karriere.

Pierre-Paul var fri på markedet, men Buccaneers ville ikke lade ham gå og har derfor givet ham en toårig kontrakt til 27 millioner dollar. Det beretter ESPN’s Adam Schefter.

Den tidligere Giants-stjerne så for nogle år siden ud til at have ødelagt sine NFL-drømme, da han sprang flere fingre af sin ene hånd i et fyrværkeri-uheld, men i de seneste to år har Pierre-Paul spillet super i Florida-klubben. 21 sacks i 26 kampe har Jason Pierre-Paul præsteret for Bucs, og i 2020 skal han igen danne en særdeles giftig pass rush-duo med Shaquil Barrett.

New York Giants valgte Pierre-Paul i første runde af 2010-draften, og i sine ti år i ligaen har forsvarsspilleren leveret 79,5 sacks og forceret 16 fumbles. Det er bestemt muligt, at han kan runde 100 sacks i Buccaneers-uniformen.