Tampa Bay Buccaneers holder på deres startende runningback.

Peyton Barber var i 2018-sæsonen Tampa Bay Buccaneers’ mest produktive runningback, da han løb for 871 yards og fem touchdowns på 234 forsøg.

Barbers kontrakt udløb imidlertid onsdag aften dansk tid, men ifølge Rick Stroud fra Tampa Bay Times har Buccaneers sikret sig, at han ikke forlader klubben.

Buccaneers og 25-årige Barber er nemlig blevet enige om en etårig kontraktforlængelse, meddeler Stroud, der dog ikke kender kontraktens detaljer.

Trods Barbers bidrag havde Buccaneers ligaens fjerdedårligste løbeangreb i 2018, og de snittede 95,2 løbne yards per kamp.

I 2019-sæsonen skal Barber kæmpe med Ronald Jones II om starterpladsen på runningback. 21-årige Jones blev valgt i anden runde af NFL-draften i 2018, men han løb kun bolden 23 gange for sølle 44 yards og ét touchdown i sin første sæson i NFL.