Efter et år hos klubben har New England Patriots valgt at fyre pass-rusher Adrian Clayborn. Fyringen sparer Patriots 3,5 millioner dollar på lønbudgettet

Efter blot én sæson forlader Adrian Clayborn New England Patriots, 6 millioner dollar og en Super Bowl-ring rigere end da han ankom.

Adrian Clayborn tweetede selv farvel til klubbens fans i løbet af fredagen, og senere på dagen blev fyringen så bekræftet på klubbens hjemmeside. Clayborn formåede i 14 kampe blot at sacke quarterbacken 2,5 gange, og derfor giver fyringen fin værdi for Patriots, der øger lønbudgettet for 2019-sæsonen med 3,5 millioner dollar ved at sige farvel til 30-årige Clayborn.

Adrian Clayborn har i sin otteårige NFL-karriere repræsenteret Tampa Bay Buccaneers, Atlanta Falcons og senest New England Patriots. Han huskes formentlig bedst for sin  monsterkamp mod Dallas Cowboys i 2017, hvori han legede med reservetacklen Chaz Green, der startede inde i stedet for skadede Tyron Smith. Hele fire gange kom Clayborn forbi Green og ind til Dak Prescott, før holdet bænkede Green for Byron Bell. Han endte med “blot” at tillade et enkelt Clayborn-sack. Adrian Clayborn endte kampen med utrolige seks sacks, flest i Atlanta Falcons’ historie.

Den fantastiske kamp har dog vist sig at være en enlig svale for Clayborn, der i sine 21 optrædener siden Dallas-kampen blot har lavet fire sacks.