
New England Patriots har skrevet kontrakt med tight end Jonnu Smith.
New England Patriots er angiveligt nået til enighed med Jonnu Smith om en fireårig aftale til værdi af cirka 310 millioner danske kroner.
Jonnu Smith har efterhånden etableret sig som én af ligaens mere pålidelige tight ends efter flere solide sæsoner for Tennessee Titans. I fjor fik Smith sit endegyldige gennembrud, da han greb 41 bolde for 448 yards og otte touchdowns.
New England Patriots må sigte efter, at Jonnu Smith kan fortsætte de positive takter i Foxborough. Her får Smith til opgave at udfylde det enorme tomrum, som Rob Gronkowski efterlod med sin afgang tilbage i foråret 2019.
Dertil er Jonnu Smith formentlig tiltænkt en bærende rolle i den fremtidige genrejsning af Patriots’ angreb. I 2020 var angrebet langt fra fordums styrke, da det kun scorede sjette færrest point og producerede tredje færrest kastede yards. Det skal naturligvis ses i lyset af, at Tom Brady forlod holdet til fordel for Tampa Bay Buccaneers, men ikke desto mindre er det en kendsgerning, at Patriots længe har forsømt receiver og tight end-positionerne.
I New England bliver Jonnu Smith en del af et angreb, som i skrivende stund tæller Cam Newton, Julian Edelman, N’Keal Harry, Jakobi Myers, Ryan Izzo, Sony Michel og Damien Harris.








