Adam Butler tager efter fire år hos New England Patriots videre til divisionsrivalerne Miami Dolphins. Den defensive tackle har fået en toårig kontrakt.

Miami Dolphins har været på rov i Foxborough, hvor de har fundet en solid defensiv tackle.

Delfinerne er blevet enige med den nu tidligere New England Patriots-spiller, Adam Butler, om en toårig kontrakt. Ifølge NFL Networks Ian Rapoport kan Butler tjene op til 9,5 millioner dollar over de to år, hvis han lever op til alle præstationsbonusser.

Miamis cheftræner, Brian Flores, kender Adam Butler godt fra deres fælles tid i New England i 2017 og 2018. Det er derfor meget muligt, at Flores kendskab til Butler er en stor del af forklaringen på, at forsvarsspilleren nu skal tørne ud for Dolphins.

Læs også: Patriots fortsætter shoppingturen med defensive tackle Henry Anderson

Adam Butler skrev den 5. maj 2017 under med Patriots som en undrafted free agent. Butler har spillet for Bill Belichick i hele sin karriere, hvor han langsomt har udviklet sig til en bundsolid og alsidig rotationsspiller på den defensive linje. Han har lavet 15 sacks i sine fire år i NFL.