Jets har kistebunden fuld af penge og de skal bruges til at opgradere de fleste af holdets kæder. Receiver Jamison Crowder hentes ind fra Washington i et forsøg på at hjælpe Sam Darnold.

Efter at have spillet alle fire år af sin professionelle karriere i Washington, skifter wide receiver Jamison Crowder nu til New York, hvor han skal repræsentere Jets. Ian Rapoport fra NFL Network var først med historien.

ESPNs Adam Schefter kunne senere rapportere, at Crowder kan tjene op til 28,5 millioner dollars over de næste tre år. Den 25-årige angrebsspiller får 17 millioner dollars garanteret i aftalen, det er altså en god mandag for den unge spiller.

Crowder var oprindeligt et fjerderundevalg tilbage i 2015 og har i sin tid for Redskins leveret fint, men svingende spil. Den bedste sæson for den nu 25-årige receiver kom i 2016, hvor han greb 67 bolde for næsten 900 yards. I samme sæson scorede han også syv touchdowns, det samme antal som i de resterende tre sæsoner til sammen.

Crowders skifte til Jets sker efter den hidtil dårligste sæson i karrieren. Præget af skader og et Redskins-kasteangreb, der havde det svært hele året, formåede han ikke engang at gribe bolde for mere end 400 yards i de ni kampe han optrådte i. Jets satser dermed på, at han lever op til sine bedste sæsoner og 2018 ikke bliver den nye norm.

Sam Darnold havde en rookiesæson med både opture og nedture, men holdets nye cheftræner Adam Gase forsøger at give den unge quarterback bedre arbejdsforhold. Med Crowder, Robbie Anderson og Quincy Enunwa som de tre hovedmål, ser den del af mandskabet ganske solidt ud, hvis alle lever op til det topniveau, som de før har vist.

Den lille angrebsspiller er tiltænkt en rolle som slotreceiver, det er også den rolle han har indtaget størstedelen af tiden i Washington. Den position er en som Gase elsker at udnytte med sin filosofi, derfor giver handlen god mening for begge parter.