Lions og Tampa Bay Buccaneers har slået en handel af, der sender den rutinerede cornerback Carlton Davis III til Detroit.

Det var “lige ved og næsten” for Detroit Lions i 2023-sæsonen, da de tabte til San Francisco 49ers i konferencefinalen, selvom de var foran med 17 point. Én af hovedårsagerne til at Lions faldt til sidst var deres manglende kvalitet på cornerback-positionen, eftersom de tillod sjette flest kastede yards i NFL.

Nu adresserer Brad Holmes og Dan Campbell problemet ved at hente tiltrængte forstærkninger ind. Lions har sendt et valg i tredje runde af 2024-draften afsted til Tampa Bay for at få fingrene i den rutinerede Carlton Davis III. Derudover får Lions også to draftvalg i sjette runde retur med handlen.

Umiddelbart kommer Carlton Davis III til at passe glimrende ind i Detroit Lions’ forsvar. Holdets defensive koordinator Aaron Glenn foretrækker at stille sine cornerbacks op tæt på linjen, hvor de skal slå modstandernes receivere ud af kurs fra spilstart. Davis III tillod ikke et eneste touchdown, når han spillede mandsopdækning i den forgangne sæson, ligesom han bare tillod 60 pct. af alle kast, der blev sendt i hans retning.

Selvom Carlton Davis III kun er 27 år gammel, så har han et væld af erfaring i NFL at trække på. Davis III står noteret for seks sæsoner i NFL med 324 tacklinger, tre forcerede fumbles og ni interceptions som følge. Derudover var Carlon Davis III en betydningsfuld del af Tampa Bay Buccaneers’ Super Bowl-vindende mandskab fra 2020-sæsonen.