Der var mange runningbacks uden kontrakt forud for dette års free agency, nu har en af de bedste fundet ny arbejdsgiver.

Josh Jacobs kommer i fremtiden til at tørne ud for Green Bay Packers, det skriver NFL Networks reportere, Ian Rapoport og Tom Pelissero på X, tidligere kendt som Twitter. Det kommer som en stor overraskelse for de fleste. Green Bay er ikke kendt for at spendere stort i free agency, og Jacobs var ikke rygtet som en spiller, de var interesserede i forud for transfervinduets åbning.

Den 26-årige angrebsspiller får en fire-årig kontrakt til 48 milllioner dollars (ca. 325 millioner kr.). Han kommer fra en et-års kontrakt hos Raiders, hvor han fik lige under 12 millioner dollars om året, men her får han 14,8 millioner dollars i hånden for første år, hvorefter Packers kan annullere resten kontrakten efter hvert af de følgende år.

Til gengæld meldes det ud, at Packers har valgt at fyre den mangeårige starter Aaron Jones, som sidste år havde et yderst imponerende comeback efter starten af sæsonen blev ødelagt efter en skade.

Den unge runningback har spillet hele karrieren for Raiders. Han nåede at få en enkelt sæson i Oakland, inden han rykkede videre til Las Vegas med resten af holdet. Angrebsspilleren har haft en karriere med både op- og nedture. Jacobs var fremragende som rookie i 2019, hvor han producerede mere end 1300 yards og snittede 4,8 yards per løb og blev kåret til årets næstbedste offensive rookie (Kyler Murray vandt den pris). Det efterfølgende år rundede han også 1000 løbeyards, men var langt mindre effektiv og 2021 var solid uden at være imponerende. 

I 2022-sæsonen var Jacobs dog en af de største offensive profiler i hele NFL, da han løb for 1653 yards og greb bolde for 400 yards. Det førte til en plads på det prestigefyldte First Team All-Pro hold. 2023 var dog en stor skuffelse for Jacobs, der blot spillede 13 kampe og snittede sølle 3,5 yards per løb. Skader har generelt været et problem for runningbacken, der kun i én sæson har spillet i alle kampe i grundspillet.

Packers har ikke været imponerede over AJ Dillon, som har været langt fra det niveau, som Aaron Jones har leveret. Tilføjelsen af Jacobs tilfører dermed et helt nyt aspekt til holdets angreb. At han direkte erstatter den vellidte Jones kommer dog som en overraskelse. Jones har spillet alle syv sæsoner i NFL for Green Bay og har produceret mere end 8000 yards og mere end 60 touchdowns for klubben. Han kan nu finde ny arbejdsgiver.