Der har været store spekulationer omkring quarterbackhandler hos Jets og Ravens, men nu er de to mandskaber enige om en trade af en forsvarsspiller.

Safety Chuck Clark er ny mand hos New York Jets efter Baltimore Ravens sendte ham til AFC-holdet i en trade. Prisen for den erfarne safety er blot et valg i draftens syvende runde i 2024, det skriver ESPNs reporter, Adam Schefter, på Twitter. Handlen bliver dog ikke officiel, før ligaen officielt påbegynder 2023-sæsonen onsdag d. 15. marts.

Clark er i sidste år af en kontraktforlængelse, han skrev under på inden 2020-sæsonen.

Den 27-årige forsvarsspiller har spillet hele sin professionelle karriere for Baltimore Ravens, der valgte ham i sjette runde af draften i 2017. De første år blev brugt som reserve inden han i 2019 blev en etableret mand på holdet efter en skade til startende safety Tony Jefferson.

Clark har været en af lederne på et velspillende forsvar, men efter Baltimore brugte mange ressourcer på Kyle Hamilton og Marcus Williams i henholdsvis draft og free agency, blev han overflødig. Safetyen stod for næstflest tacklinger på Ravens’ hold i 2022, da han var involveret i 101 af slagsen.

Jets får dermed en fysisk spiller, der excellerer i at stoppe løbet for et meget sent draftvalg, mens Ravens sparer i forhold til lønloftet.