Hvad mangler dit hold: NFC West

0

NFC West går igen ind til sæsonen som en af stærkere i NFL med masser af stjernestøv, men potentialet for uro ulmer også i den quarterback tunge division.

NFC West er lidt af en abnormalitet, da samtlige af divisionens hold har potentialet til at blande sig i kampen om at blive NFC’s repræsentant i næste års Super Bowl. Det var også tilfældet inden 2020, men som sæsonen udviklede sig, blev det mere og mere tydeligt, at ingen af holdene havde formatet. Enten blev de ramt af skader, blev læst, gik i stå eller manglede den sidste og vigtigste spiller for at udgøre en reel trussel. Selvom et par af holdene allerede har foretaget store handler i jagten på Lombardi-trofæet, er det sådan set et scenarie, der kan gentage sig i 2021.

Men det er samtidig en division med tre quarterbacks, der har evnerne til at løfte holdet til de højder og derfor bør NFC West blive en vanvittig konkurrencedygtig division med hold, der kan gøre alvorlig skade, når der er playoff-kampe på kalenderen. Seahawks, Cardinals og 49ers kan alle blive spillere på free agent-markedet, mens det ser noget mere dystert ud for Rams, der skal finde en masse plads på lønloftet inden det overhovedet er muligt at tænke på tilføjelser.

Plads på lønloftet (cap space) er taget fra Overthecap.com, som har regnet det ud fra 2021-lønloftet på 182,5 millioner dollars. Vil du lære mere om cap space og lønloftet, kan du læse vores introduktionsartikel her.

Som udgangspunkt antager vi, at spillere med kontraktudløb forlader holdet, så et hul på en position kan blive fyldt, hvis holdet forlænger med en spiller.

Arizona Cardinals
Cap space lige nu:
$20,636,869
Holdmangler:
CB, NT, LB, RT, WR
År to med Kliff Kingsbury og Kyler Murray blev ikke til det festfyrværkeri, som mange af os havde håbet på. Efter at have startet sæsonen 6-3 løb holdet ind i en stribe af nederlag, mens Murray var tydeligt begrænset af en skade. Det var dog en forbedring ift. 2019-sæsonen og Cardinals må forvente, at udviklingen fortsætter i år tre for Kingsbury. Holdet har sikret deres absolut vigtigste position med Murray, mens det også kan være indehaveren af en af ligaens bedste pass rush-duoer i Chandler Jones og J.J. Watt. Når det er sagt, så har Cardinals brug for at forstærke sig på en række områder, hvor særligt cornerback og højre tackle skiller sig ud. Patrick Peterson er nok fortid i ørkenen, mens Dre Kirkpatrick også kan være væk. Der er derfor brug for en opgradering ved siden af Byron Murphy. På højre tackle har de tredjerundevalget fra 2020, Josh Jones, men spørgsmålet er, om de stoler nok på hans udvikling til at undlade at opgradere her. Til sidst kunne de godt bruge en hurtig receiver, der kan aflaste og skabe plads for Hopkins på en mere regelmæssig basis end Christian Kirk og Andy Isabella har formået, mens en linebacker eller to heller ikke ville skade. Cardinals har en del plads på lønloftet, så de kan gå ud og tage fra øverste hylde af free agency, og blive meget spændende at følge i den kommende tid.

Nogle oplagte kandidater: A.J. Bouye (CB), William Jackson (CB), Will Fuller (WR), Matt Feiler (OT), Kwon Alexander (LB), Casey Hayward (CB)

Los Angeles Rams
Cap space lige nu:
-$33,928,331
Holdmangler:
EDGE, nickel, LB
Rams overgik manges forventninger med deres innovative defensive tilgang, men der var samtidig tydelige problemer med angrebet. Det adresserede McVay og Snead ved at handle sig til Matthew Stafford. Han bør være en gevaldig opgradering over Jared Goff. Spørgsmålet er så, hvor stort et hul afgangen af Brandon Staley skaber på forsvaret. For Rams har ikke mange penge, faktisk ingen, at rutte med lige nu og bliver nok afhængige af billige free agents og draftvalg til at supplere stjerner som Aaron Donald, Jalen Ramsay og Stafford. Det er derfor også enormt svært at forudse, hvad de kan foretage sig, da de har ligaens mørkeste udsigter på lønloftet. Så Ramsfans skal ikke forvente de store indkøb og må nok væbne sig med tålmodighed, mens de vinker farvel til John Johnson III, Troy Hill og Leonard Floyd. Det er dog et år, hvor holdene kan finde virkelig gode handler i anden bølge af free agency, da lønloftets fald vil resultere i en del veteranfyringer rundt omkring i ligaen. Rams har dog stjernerne og sætter deres lid til, at de kan klare mosten for dem. Kan de det i en grad, så de bliver titelbejlere? Det er ikke til at sige endnu, men det bliver vanvittigt sjovt at se Stafford i et McVay-styret angreb.

Nogle oplagte kandidater: Dawuane Smoot (EDGE), Kyler Fackrell (EDGE), Dennis Gardeck (EDGE), Kevin King (CB)

San Francisco 49ers
Cap space lige nu:
$30,743,877
Holdmangler:
CB, QB, IOL, WR, LT
49ers gik ind til sæsonen som en af favoritterne til at blive NFC’s repræsentant i Super Bowl. Der gik dog ikke længe før holdet lignede 2018-versionen, da skader til nogle af de helt store stjerner kom i vejen. Centralt for 49ers i dette års free agency må og skal være cornerback, hvor holdet kun har Emmanuel Moseley af nævneværdige spillere under kontrakt. De er simpelthen nødt til at lave en indsats her. De kan vælge at hente både Richard Sherman og Jason Verrett tilbage, selvom det ser ud til at førstnævnte er fortid i Santa Clara. Lykkes det at hente en af de to tilbage, vil det afbøde tabet af den defensive koordinator, Robert Saleh, der tog jobbet som cheftræner hos Jets, ellers må de dyppe fusserne i free agency-markedet. Der skal handles. Dernæst bør de sende hele ledelsen til det feriested, hvor Trent Williams befinder sig, og sørge for, at han også er en 49er i 2021. Den indvendige linje kunne godt bruge en opgradering, mens en wide receiver mere også ville være på sin plads. Til sidst kan 49ers godt udforske markedet for en quarterback, men det er mere sandsynligt, at det sker gennem draften eller handel, da free agency ikke er fyldt med spillere, der vil bidrage væsentligt mere end Garoppolo. 49ers bør igen være blandt favoritterne, men de er nødt til at handle på en række områder for at være sikker.

Nogle oplagte kandidater: Austin Blythe (C/G), Trent Williams (OT), Casey Hayward (CB), Will Fuller (WR)

Seattle Seahawks
Cap space lige nu:
$17,130,987
Holdmangler:
RT, C, G, EDGE, CB
2020 startede som lyn og torden for Seahawks og Russell Wilson, men som sæsonen skred frem, fandt modstanderen ud af, hvordan de skulle stække Seahawks offensive strategi. Særligt Rams frustrerede holdet og sendte dem hurtigt ud af playoffs. Det har resulteret i en ny offensiv koordinator, Shane Waldron, men også en Wilson, der har luftet sin utilfredshed i en grad, at der er massive rygter om, at han vil væk. Seahawks’ fremmeste opgave bliver derfor at gøre ham glad igen, og det gør de bedst ved at have blikket stift rettet mod den offensive linje. Den må og skal opgraderes, for Wilson skal være en glad mand, da Seattle ikke er ret meget uden ham. Derudover skal Carroll og Schneider kigge efter nye cornerbacks, da skabet er tæt på tomt, mens et par tilføjelse til pass rushet heller ikke ville skade.

Nogle oplagte kandidater: Corey Linsley (C), Carlos Dunlap (EDGE), Gabe Jackson (G), Ty Sambrailo (OT), Kevin King (CB)