Flere hold i AFC South har godt med penge til at handle.

Kan Titans genvinde AFC South? Kan Colts tage den? Overrasker Texans? Meget kan afgøres med god forberedelse, og de fire hold i AFC South har brug for at hente gode spillere til i løbet af free agency og draften. Og flere hold har også godt med penge at rutte med, så der er gode chancer for, at nye spillere kommer til divisionen.

Plads på lønloftet (cap space) er taget fra Overthecap.com, som har regnet det ud fra 2021-lønloftet på 182,5 millioner dollars. Vil du lære mere om cap space og lønloftet, kan du læse vores introduktionsartikel her.

Som udgangspunkt antager vi, at spillere med kontraktudløb forlader holdet, så et hul på en position kan blive fyldt, hvis holdet forlænger med en spiller.

Houston Texans
Cap space lige nu: 17 millioner dollar
Holdmangler:
OG, DL, EDGE, CB, S
Houston Texans har først og fremmest brug for, at der kommer lidt ro på tingene. Få løst situationen med Deshaun Watson og gør alt for at holde på ham. Ellers skal de investere deres millioner i at sikre bedre beskyttelse og bedre våben til netop Watson. 

Især på indersiden af den offensive linje er der desperat brug for hjælp, og lige nu ser det ud til, at Max Scharping, Justin Britt og Zach Fulton starter. Det er ikke vildt lovende, og der bør være nogle muligheder for hjælp i free agency. Hvis ikke de forlænger med skadesplagede Will Fuller, kan Texans også bruge en ny receiver. 

Lige nu kan de også bruge hjælp på stort set alle pladser på forsvaret. Allerværst står det til i bagkæden, hvor secondaryen er meget tyndt besat udover Justin Reid og Bradley Roby. Her skal de helt klart finde noget hjælp på cornerback-pladserne. Det samme gør sig i øvrigt gældende på den defensive linje, hvor man har sagt farvel til JJ Watt. Der er brug for hjælp på både indersiden og ydersiden – også selvom man har hentet Shaq Lawson.

Nogle oplagte kandidater: Joe Thuney (OG), Kevin Zeitler (OG), Solomon Thomas (DL), Denico Autry (DT), Matt Judon (EDGE), Justin Houston (EDGE), JC Jackson (CB), Shaquill Griffin (CB), Anthony Harris (S)

Indianapolis Colts
Cap space lige nu: 45,9 millioner dollar
Holdmangler:
OT, WR, TE, EDGE, CB
I februar hentede Indianapolis Colts deres nye quarterback i form af Carson Wentz, og han er altså manden, de satser på. Nu skal de løse resten af deres mangler i free agency og draften.

Colts har gode penge at gøre godt med, så de kan hente et par stjerner, hvis de har lyst. Det kan de potentielt gøre på venstre tackle, hvor Anthony Castonzo i januar gik på pension efter en flot karriere og samtidig skabte et massivt hul på den offensive linje. Carson Wentz har også nydt godt af tight ends i Philadelphia, så de kunne også bruge nogle penge på at hente sådan ind til Indiana, mens en receiver også kan bruges. 

Der er også brug for lidt forstærkninger til forsvaret. EDGE rushere Denico Autry, Justin Houston og Al-Quadin Muhammad er på vej væk, så der skal nyt blod ind. I bagkæden er Xavier Rhodes, der overraskede positivt i 2020, også en free agent, så på cornerbackpladserne er de også tynde. Heldigvis har de altså som nævnt godt med cap space, og det kan de blive nødt til at bruge en del af.

Nogle oplagte kandidater: Trent Williams (OT), Hunter Henry (TE), Gerald Everett (TE), Yannick Ngakoue (EDGE), Carl Lawson (EDGE), Will Fuller (WR), Shaquill Griffin (CB), Xavier Rhodes (CB)

Jacksonville Jaguars
Cap space lige nu:
72,9 millioner dollar
Holdmangler:
QB, TE, WR, DL, EDGE, CB, S
Ja, ja. Jaguars har vel ikke brug for en quarterback. De har førstevalget i NFL-draften, og det bruger de på quarterbacktalentet Trevor Lawrence, men lige nu har de altså ikke fået ham endnu, så vi skriver det på under holdmangler.

De 70 millioner, de har i cap space, skal imidlertid bruges på andre poster. De kan investere i nogle nye våben til deres kommende quarterback, altså Trevor Lawrence, og på både tight end og wide receiver er der plads til forbedringer, så quarterbacktalentet har lidt at kaste til. 

Jaguars har også huller nok på forsvaret. Secondaryen var skrækkelig i 2020, og der kan sagtens bruges forstærkninger på både cornerback og safety. Også en EDGE rusher og en ny defensiv linjemand vil pynte på det profilfattige forsvar, der var blandt ligaens dårligste på flere parametre.

Der er altså både plads og råd til en masse forstærkninger i Jacksonville. Spørgsmålet er bare, hvilke de vil hente i free agency, og hvilke de vil finde via draften. Det er en spændende offseason for Urban Meyer og kompagni hos det, der i fjor var det dårligste hold i hele NFL.

Nogle oplagte kandidater: Kenny Golladay (WR), JuJu Smith-Schuster (WR), Matt Judon (EDGE), Shaquill Barrett (EDGE), Dalvin Tomlinson (DT), William Jackson III (CB), Anthony Harris (S)

Tennessee Titans
Cap space lige nu:
15,8 millioner dollar
Holdmangler:
TE/WR, DL, EDGE, CB
Tennessee Titans vandt AFC South i fjor, og selvom de fortsat har de vigtigste spillere på angrebet, vil forstærkninger i den grad hjælpe, hvis Mike Vrabels tropper skal genvinde divisionen. Især på forsvaret.

I de seneste år har Titans haft svært ved at lægge pres på modstandernes quarterback på ydersiden, og det var også gældende i den seneste sæson. De hentede Jadeveon Clowney og Vic Beasley, men det gav på ingen måde pote. Det skal der nu gøres noget ved med nye pass rushere – gerne i flertal. Samtidig kan der bruges en cornerback, efter at man har sagt farvel til Malcolm Butler, og en ny defensiv linjemand er der nok også brug for.

Wide receiver Corey Davis ser også ud til at forlade holdet efter en god sæson, så der skal formentlig hentes en ny anden violin til AJ Brown i receiverkorpset. Tight end Jonnu Smith er desuden også free agent, så der kan være brug for hjælp her også – enten i free agency eller draften.

Nogle oplagte kandidater: TY Hilton (WR), Marvin Jones (WR), Nelson Agholor (WR), Shelby Harris (DT), Yannick Ngakoue (EDGE), Romeo Okwara (EDGE), Bud Dupree (EDGE), Desmond King (CB), William Jackson III (CB)