Packers har været særdeles aktive i free agency, og ostehovederne fortsætter den nye trend og henter ind til den offensive linje.

Det drejer sig om den store guard Billy Turner, der de næste fire år skal hjælpe med at beskytte Aaron Rodgers i Green Bay. Tom Silverstein fra Milwaukee Journal Sentinel var først med nyheden, og ESPNs Adam Schefter har opdateret med kontraktdetaljer.

Turners kontrakt kan over de næste fire år indbringe op mod 29,5 millioner dollars, og han får 11 millioner dollars allerede sit første år i Green Bay.

En væsentlig grund til, at Turner var eftertragtet i Green Bay er alsidigheden. Den 27-årige guard kommer til fra Denver, hvor han i den forgangne sæson startede 11 kampe. I de 11 kampe spillede han både højre tackle og venstre guard. Tidligere i karrieren har han også figureret som højre guard.

Den store guard blev oprindeligt draftet i tredje runde af Miami Dolphins i 2014, men efter tre år i Florida har han tilbragt sin karriere som reserve i Denver. 2018 var første gang han fik væsentlig spilletid siden anden sæson i Miami i 2015. Packers havde et hul på højre guard og med den solide lønpose, så ligner Turner manden, der skal udfylde dette.

Den nye cheftræner i Green Bay, Matt LaFleur, får brug for en skadesfri Aaron Rodgers, og da Turners største styrke ligger i at blokere i kastespillet giver handlen på den måde god mening. Den erfarne guard har dog aldrig bidt sig fast som fast starter i NFL, så han får noget at bevise i sin nye klub.