New York Giants var i vælten tidligt i free agency med store beløb til Daniel Jones og Saquon Barkley, nu fokuseres der på forsvaret.

Efter at have spillet hele sin aktive karriere for Indianapolis Colts, så skifter linebacker Bobby Okereke nu til New York Giants. Skiftet til The Big Apple inkluderer også en betydelig lønforhøjelse til den 26-årige forsvarsspiller.

Ifølge ESPNs lokale journalist, Jordan Ranaan, så er spiller og klub blevet enige om en fire år lang aftale med en maksimal værdi af 40 millioner dollars. Der er afsat 22 millioner dollars af de penge i garantier.

Okereke var et tredjerundevalg i 2019-draften og har langsomt tilspillet sig en større og større rolle hos Colts. De seneste to sæsoner har linebackeren været fast starter og han har netop afsluttet sin hidtil bedste sæson som professionel.

I 2022 blev det til 151 tacklinger, to forcerede fumbles og godt spil mod både løbet og kastet. New York havde mangler på netop linebackerpositionen, så aftalen giver god mening for begge parter.