New York Giants har fortalt cornerbacken, Dominique Rodgers-Cromartie, at han ikke længere er ønsket, og at de har tænkt sig at fritstille ham. De har også sagt farvel til punteren Brad Wing.

2017 var et forfærdeligt år for New York Giants, og især forsvaret, der havde været en styrke i 2016, blev en svaghed. Det skyldtes ikke mindst i secondaryen, hvor Janoris Jenkins, Dominique Rodgers-Cromartie og Eli Apple alle blev suspenderet i løbet af sæsonen.

Det har nu fået konsekvenser for Rodgers-Cromartie, der bliver fritstillet af klubben. Det rapporterer ESPNs Adam Schefter og Jordan Raanan.

Det kommer, efter klubben angiveligt bad cornerbacken om at gå ned i løn, mens de ville have ham til at spille safety. Han afviste imidlertid begge dele, hvorfor Giants altså valgte at sige farvel til forsvarsspilleren.

Rodgers-Cromartie var på vej ind i det sidste år af en fem-årig kontrakt, han skrev under på i 2014. Giants sparer $6,5 millioner ved at fritstille ham.

I løbet af sin 10-årige karriere har cornerbacken spillet 153 kampe med 30 interceptions og seks touchdowns til følge. Og selv om 2017 var hans hidtil dårligste sæson, bør 31-årige Rodgers-Cromartie, der både kan spille på ydersiden og i slotten, ikke have problemer med at finde et nyt hold.

Foruden Rodgers-Cromartie har Giants også fritstillet punteren Brad Wing, som de tradede sig til i 2015. Det meddeler klubben på deres hjemmeside.

Efter stærke præstationer i 2015 og 2016, havde den 27-årige australier havde en skuffende sæson i 2017, og Giants har altså besluttet sig for at skifte ud på positionen.