I denne artikel kigger vi nærmere på, hvordan sidste års dyreste free agents klarede sig i deres første sæson for deres nye hold.

Når free agency begynder d. 14. marts, vil der blive kastet flere hundrede millioner dollars afsted mod spillere, der skal forbedre holdene. Men hvor ofte er spillerne prisen værd? Eller omvendt, hvor ofte rammer de helt forkert?

Her kigger vi tilbage på de ti spillere, der fik de højeste gennemsnitlige årslønninger i sidste års free agency, og vurderer, hvordan de klarede sig i deres første år hos deres nye klub.

*** Free agency tilbageblik: 2017s ‘busts’ og ‘scoops’
*** Hvordan fungerer off season? – Free agency

1. Calais Campbell, DL, Jacksonville Jaguars
Kontrakt: 4 år, $60 millioner, $30 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $15 millioner
Sæsonstats: 16 kampe, 67 tacklinger, 14,5 sacks, 3 forcerede fumbles

Jaguars stod igen for nogle af de største handler i free agency, da de blandt andre hentede 30-årige defensive linjemand, Calais Campbell. På trods af tvivl om, hvordan Jaguars ville få plads til ham på den allerede dybe defensive linje, viste Campbell sig at være en enorm profil på Jaguars’ profilfyldte forsvar, og han var endda længe en af favoritterne til at vinde årets forsvarsspiller – en titel som Aaron Donald dog løb med til sidst.

Campbell var konstant tæt på modstandernes quarterback, og når hold satte flere mand på ham, åbnede det bare huller for andre spillere på den defensive linje, såsom Yannick Ngakoue, Dante Fowler og Malik Jackson.

2. Mike Glennon, QB, Chicago Bears
Kontrakt: 3 år, $45 millioner, $18,5 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $15 millioner
Sæsonstats: 4 kampe, 833 kastede yards, 66,4%, 4 touchdowns, 5 interceptions, 3 tabte fumbles

Dette er klart den dårligste af de ti dyreste handler fra sidste års free agency. Bears garanterede Mike Glennon $18,5 millioner, hvorefter de tradede up i draften for at tage quarterbacken, Mitchell Trubisky.

Efter fire kampe blev Glennon bænket til fordel for netop Trubisky, og nu har Bears også så godt som fritstillet quarterbackreserven. Heldigvis for Bears var kontrakten struktureret således, at de kan komme ud af den næsten uden fremtidige omkostninger, men det er svært at sige, at de fik noget for de $18,5 millioner.

*** Bears vil fritstille Mike Glennon

3. A.J. Bouye, CB, Jacksonville Jaguars
Kontrakt: 5 år, $67,5 millioner, $26 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $13,5 millioner
Sæsonstats: 16 kampe, 56 tacklinger, 18 forsvarede kast, 6 interceptions

Efter et gennembrudsår hos Houston Texans, skiftede A.J. Bouye til de storsatsende divisionsrivaler fra Jacksonville Jaguars, der gav cornerbacken en stor sum penge. Han var imidlertid alle pengene værd, da Bouye og makkeren, Jalen Ramsey, var NFLs bedste cornerback-duo i 2017.

Bouye fortsatte sin udvikling hos Jaguars, og han var måske NFLs bedste på positionen i sæsonen. Ikke én eneste gang i den regulære sæson lod Bouye sin direkte modstander gribe et touchdown, og quarterbacks havde en dårligere ‘passer rating’, når de kastede i 26-årige Bouyes retning, end hvis de konsekvent kastede den ned i jorden.

4. Russell Okung, OT, Los Angeles Chargers
Kontrakt: 4 år, $53 millioner, $25 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $13,25 millioner
Sæsonstats: 15 kampe, 2 sacks tilladt, 3 penalties

Efter at Broncos besluttede sig for ikke at benytte optionen, de havde på Russell Okung, kunne Chargers i stedet samle ham op i free agency. Her var han med det samme med til at stabilisere den offensive linje, og han var en stor hjælp for både løbe- og kasteangrebet.

Chargers’ offensive linje tillod kun 18 sacks, hvilket var færrest i ligaen, og det var en klar forbedring fra 2016, hvor de tillod det dobbelte. Den skadesplagede tackle missede desuden kun én kamp i løbet af sæsonen og blev udtaget til Pro Bowl igen for første gang siden 2012.

5. Stephon Gilmore, CB, New England Patriots
Kontrakt: 5 år, $65 millioner, $40 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $13 millioner
Sæsonstats: 13 kampe, 50 tacklinger, 9 forsvarede kast, 2 interceptions

Ligesom resten af Patriots’ forsvar, startede Gilmores sæson med nogle tvivlsomme præstationer, hvor han retmæssigt blev kritiseret for en håndfuld dårlige præstationer. Men efter at have misset et par kampe med en hjernerystelse, kom cornerbacken tilbage og viste, hvorfor Belichick og co. havde kastet $65 millioner efter ham.

Den tidligere Bills-profil blev bedre og bedre, som sæsonen skred frem, og var en af Patriots-forsvaret største profiler i slutningen af sæsonen. Og så stod han spillet, der definitivt sendte Patriots i Super Bowl.

6. Kevin Zeitler, OG, Cleveland Browns
Kontrakt: 5 år, $60 millioner, $31,5 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $12 millioner
Sæsonstats: 16 kampe, 1,5 sacks tilladt, 3 penalties

Browns har investeret rigtig mange penge i deres offensive linje ved blandt andre at hente Kevin Zeitler hos divisionsrivalerne Bengals i sidste års free agency og gøre ham til den bedst betalte guard i NFL.

Det er naturligvis svært at se god ud på et 0-16-hold, men Zeitler havde en udemærket første sæson i Cleveland, selv om der skal forventes mere af NFLs dyreste guard. Han faldt bedre til og spillede sig op i løbet af sæsonen, og hvis han kan blive endnu bedre næste sæson, er der noget, der tyder på, at pengene var godt givet ud for NFLs prügelknabe.

7. Riley Reiff, OT, Minnesota Vikings
Kontrakt: 5 år, $58,75 millioner, $26,3 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $11,75 millioner
Sæsonstats: 15 kampe, 3,5 sacks tilladt, 4 penalties

I 2016 havde Minnesota Vikings en af ligaens værste offensive linjer, og det forsøgte de at rette op på ved blandt andet at hente Riley Reiff fra Detroit Lions. Han skulle erstatte Matt Kalil, der havde haft en skadesplaget 2016-sæson, på venstre tackle, og her var Reiff en tydelig forbedring.

Den offensive linje var i den netop overståede sæson markant bedre, end den havde været året forinden, og det skyldtes især de to tackles, Reiff og ligeledes nytilkomne Mike Remmers. Da skader begyndt at plage dem sidst i sæsonen, faldt niveauet dog over hele den offensive linje, og der skal stadig forventes forbedringer fra Reiff og co. inden 2018.

8. Andrew Whitworth, OT, Los Angeles Rams
Kontrakt: 3 år, $33,75 millioner, $15 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $11,25 millioner
Sæsonstats: 15 kampe, 6 sacks tilladt, 5 penalties

På trods af hans efterhånden fremskredne alder, er 36-årige Andrew Whitworth stadig en af de bedste tackles i NFL. Og selv om mange af de spillere, Rams hentede, har haft stor succes, har den erfarne tackle måske været den vigtigste af dem alle.

Whitworth overtog venstre tackle efter den skuffende Greg Robinson, og det havde en enorm indflydelse på hele offensiven. Det Sean McVay-ledte angreb, der gik fra at være det mindst scorende i 2016 til det mest scorende 2017, og som formåede at få det bedste ud af Todd Gurley og Jared Goff, havde ikke været det samme uden den stabile offensive linje, hvor Whitworth førte an.

9. DeSean Jackson, WR, Tampa Bay Buccaneers
Kontrakt: 3 år, $33,5 millioner, $20 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $11,16 millioner
Sæsonstats: 14 kampe, 50 grebne bolde, 668 yards, 3 touchdowns

Der var store forventninger til Tampa Bay Buccaneers’ angreb sidste år. Den hurtigløbende receiver, DeSean Jackson, var kommet til efter et par år hos Redskins, hvor han året forinden havde grebet bolde for mere end 1000 yards, og Jameis Winston havde altså endelig fået et andet våben end Mike Evans at kaste til.

Jacksons første sæson i Tampa Bay blev imidlertid ikke en nævneværdig succes, og receiveren havde sin formentlig værste sæson til dato. Der skal derfor præsteres markant bedre i 2018, og trænerstaben skal formå at få noget mere ud af den elektriske receiver, hvis Jacksons høje løn skal kunne forsvares.

10. Matt Kalil, OT, Carolina Panthers
Kontrakt: 5 år, $55,5 millioner, $31 millioner garanteret
Gennemsnitlig årsløn: $11,1 millioner
Sæsonstats: 16 kampe, 7,5 sacks tilladt, 7 penalties

På trods af en solid rookiesæson i 2012 levede Matt Kalil aldrig op til sin status som et højt førsterundevalg for Minnesota Vikings, hvorfor de lod den venstre tackle skifte i free agency. I free agency stod Panthers klar med en stor kontrakt, der ville genforene Kalil med sin bror, centeren Ryan Kalil.

Skiftet blev ikke nogen udpræget succes, og hans manglende tekniske kvaliteter blev (igen) udstillet adskillige gange. Og selv om han startede alle 16 kampe, er det svært at forestille sig, at han er Panthers’ venstre tackle de næste fire år, selv om han også er at finde på holdet næste år.