I denne artikel kigger vi tilbage på free agency 2017 og vurderer, hvilke handler der ikke kom i nærheden af at indfri forventningerne, og hvilke handler der oversteg alle forventninger.

I det store free agency-kaos, der starter d. 14. marts, vil spillerskift ofte blive udnævnt som såkaldte ‘scoops’, mens flere også vil få et prædikat, der indikerer, at spilleren slet ikke er prisen værd – altså et ‘bust’.

*** Hvordan fungerer off season? – Free agency

Det er naturligvis umuligt at vide, hvem der bliver et ‘scoop’, og hvem der bliver et ‘bust’, inden de overhovedet har spillet et eneste minut for deres nye hold. Derfor kigger vi her tilbage på nogle af de handler fra 2017, der viste sig at passe i de kategorier.

De 5 største busts

Et ‘bust’ er en spiller, der slet ikke indfriede de forventninger, der var, da han skrev under med sit nye hold. Derfor vil det ikke være talentet, der blev forfremmet fra træningsholdet på en minimumskontrakt, men derimod spillere, der fik en stor kontrakt og var tiltænkt en vital rolle på sit nye hold, men som skuffede.

Boblere: Brandon Marshall (WR, New York Giants), Eddie Lacy (RB, Seattle Seahawks), Luke Joeckel (OG, Seattle Seahawks), Lawrence Timmons (LB, Miami Dolphins), Adrian Peterson (RB, New Orleans Saints), Chris Baker (DL, Tampa Bay Buccaneers).

5. Terrelle Pryor, WR, Washington Redskins
Kontrakt: 1 år, $6 millioner, $6 millioner garanteret
Sæsonstats: 9 kampe, 20 grebne bolde, 240 yards, 1 touchdown

Efter en stærk debutsæson som receiver hos Cleveland Browns, skulle Terrelle Pryor forsøge at erstatte DeSean Jackson og Pierre Garcon hos Washington Redskins. Derfor var der store forventninger til den tidligere quarterback, men de blev langt fra indfriet.

Det blev kun til 240 yards og ét grebet touchdown for Pryor, inden hans sæson stoppede som følge af en skade. Heldigvis for Redskins var der imidlertid kun tale om en et-årig kontrakt, og den bliver med sikkerhed ikke forlænget.

4. Menelik Watson, RT, Denver Broncos
Kontrakt: 3 år, $18 millioner, $5,5 millioner garanteret
Sæsonstats: 7 kampe, 7,5 sacks tilladt

Denver Broncos hentede Menelik Watson fra divisionrivalerne Oakland Raiders som løsningen på deres problem på højre tackle. På trods af at Watson ikke havde cementeret sig som starter hos Raiders, gjorde Broncos ham til den 10. bedst betalte højre tackle i ligaen.

Det var han langt fra at være på banen, hvor han var en af de værst spillende tackles i ligaen. Efter sine to første kampe i Broncos-trøjen havde han allerede tilladt hele seks sacks. Og han nåede at tillade i alt 7,5 sacks på syv kampe, inden en fodskade afsluttede hans sæson.

3. Kenny Britt, WR, Cleveland Browns
Kontrakt: 4 år, $32,5 millioner, $10,5 millioner garanteret
Sæsonstats: 9 kampe, 18 grebne bolde, 233 yards, 2 touchdowns

Endnu dårligere var førnævnte Pryors erstatning i Cleveland, Kenny Britt. Efter tre fine år hos St. Louis/Los Angeles Rams, skiftede Britt til en Browns på en dyr kontrakt, han slet ikke var i nærheden af at indfri.

Britt blev bænket flere gange, og da der blev skiftet ud på ledelsesgangene, var receiveren det nye regimes første offer. Receiveren nåede at gribe for 233 yards og to touchdowns som Cleveland-spiller.

2. Martellus Bennett, TE, Green Bay Packers
Kontrakt: 3 år, $21 millioner, $6,3 millioner garanteret
Sæsonstats: 7 kampe, 24 grebne bolde, 233 yards, 0 touchdowns

Martellus Bennetts tid hos Green Bay Packers var en mærkværdig historie. Efter en flot sæson hos New England Patriots, skulle han erstatte Jared Cook i Packers-offensiven. Det blev dog aldrig helt succesfuldt, og parterne skiltes midtvejs i sæsonen.

Spillet på banen var langt fra prangende, og da Bennett varslede et karrierestop som følge af en skulderskade, valgte Packers at fritstille og beskyldee ham for ikke at have oplyst om skulderskaden, da de hentede ham i free agency.

Bennett hævdede efterfølgende, at skulderskaden sprang op i løbet af sæsonen, og at lægestaben forsøgte at presse ham til at spille. Det fik flere Packers-spillere til at blande sig, og samarbejdet endte grimt med en masse mundhuggeri.

1. Mike Glennon, QB, Chicago Bears
Kontrakt: 3 år, $45 millioner, $18,5 millioner garanteret
Sæsonstats: 4 kampe, 833 kastede yards, 66,4%, 4 touchdowns, 5 interceptions, 3 tabte fumbles

Halvanden måned efter Chicago Bears skrev under på en større kontrakt med den tidligere Tampa Bay Buccaneers-reserve, Mike Glennon, draftede de quarterbacktalentet Mitchell Trubisky som nummer to i draften.

Med et virkede Glennon-handlen underligere, end den først havde gjort, og det blev ikke bedre af rygter om intern uro og Glennons præstationer. Efter fire kampe, hvor Glennon havde kastet flere interceptions end touchdowns, blev han bænket til fordel for Trubisky, og han kom aldrig tilbage på holdet.

Heldigvis for Bears, var kontrakten struktureret på en måde, der lader holdet fritstille Glennon uden store tab, og det har Bears efter sigende tænkt sig at gøre, når free agency begynder. Det betyder imidlertid ikke, at handlen ikke virker som knap $20 millioner spildt og som den værste handel i 2017s free agency.

De 5 største scoops

Et ‘scoop’ er i denne sammenhæng en spiller, hvor man fik langt mere, end man betalte for. Det kan være reserven, der på grund af skader fik chancen og overraskende viste sig at være den næste store stjerne. Derfor vil det ikke være spillere som A.J. Bouye og Calais Campbell – selv om de utvivlsomt havde en fremragende sæson hos Jaguars – da deres lønninger kommer med forventningen om store præstationer.

Boblere: Ted Ginn Jr. (WR, New Orleans Saints), Alex Okafor (DE, New Orleans Saints), Tramon Williams (CB, Arizona Cardinals), Latavius Murray (RB, Minnesota Vikings), Josh McCown (QB, New York Jets), Jahri Evans (OG, Green Bay Packers).

5. Robert Woods, WR, Los Angeles Rams
Kontrakt: 5 år, $34 millioner, $10 millioner garanteret
Sæsonstats: 12 kampe, 56 grebne bolde, 781 yards, 5 touchdowns

Der var ikke mange, der forventede noget stort fra Robert Woods efter et par magre år hos Buffalo Bills, og kontrakten, Rams gav ham, virkede relativt stor sidste år. Men Rams’ unge cheftræner Sean McVay så et lys i receiveren.

Og McVays tillid blev i den grad tilbagebetalt. Woods udviklede sig hurtigt til Jared Goffs foretrukne dybe trussel og en af de største profiler på et sprudlende Rams-angreb.

4. Marquise Goodwin, WR, San Francisco 49ers
Kontrakt: 2 år, $6 millioner, $4,45 millioner garanteret
Sæsonstats: 16 kampe, 56 grebne bolde, 962 yards, 2 touchdowns

Endnu en receiver, der fik succes, efter han forlod Bills, er Marquise Goodwin, der flyttede til San Francisco. 49ers unge cheftræner, Kyle Shanahan kan virkelig få noget ud af små hurtigløbende receivere, og Goodwin blev hentet ind til den rolle, Taylor Gabriel havde i det Shanahan-ledte Falcons-angreb.

I sin første sæson var den tidligere OL-deltager 49ers’ farligste våben i kastespillet, og han greb for 962 yards – det var næsten 200 yards mere, end han formåede i fire år hos Bills. Og til en årsløn på $3 millioner må han kategoriseres som et vaskeægte steal.

I Buffalo må de undre sig over, hvorfor Bills ikke kunne bruge Woods, Goodwin og Sammy Watkins.

3. Micah Hyde, S, og Jordan Poyer, S, Buffalo Bills
Hydes kontrakt: 5 år, $30,5 millioner, $10,3 millioner garanteret
Hydes sæsonstats: 16 kampe, 82 tacklinger, 13 forsvarede kast, 5 interceptions

Poyers kontrakt: 4 år, $13 millioner, $6 millioner garanteret
Poyers sæsonstats: 15 kampe, 95 tacklinger, 2 sacks, 13 forsvarede kast, 5 interceptions, 1 touchdown

Men mens Bills kan rive sig selv i håret over, at de lod et par dygtige receivere gå, kan de glæde sig over et par af de handler, de foretog i sidste års free agency. Jordan Poyer, der kom fra Browns, og Micah Hyde, der kom fra Packers, ligner nemlig en langsigtet safety-duo for AFC East-mandskabet.

For første gang i deres respektive karriere kunne de glæde sig over at være faste startere, og det var noget, der tydeligvis passede dem. Tilsammen stod de således for 10 interceptions, og de viste stærkt spil langt hen ad vejen, hvilket i sidste ende resulterede i en Pro Bowl-udtagelse for Hyde.

Derudover er de begge – ligesom Bills’ førsterundevalg, cornerback Tre’Davious White, der også var fremragende i Bills-forsvarets bagkæde – stadig på kontrakt i minimum tre år.

2. Patrick Robinson, CB, Philadelphia Eagles
Kontrakt: 1 år, $0,775 millioner, $0,775 millioner garanteret
Sæsonstats: 16 kampe, 47 tacklinger, 1 sack, 18 forsvarede kast, 4 interceptions

Super Bowl-mestrene var også et af de hold, der vandt allerede i free agency. Især Alshon Jeffery og Torrey Smith spillede store roller i den netop overståede sæson, men aftalen med cornerbacken Patrick Robinson er måske den handel, der står frem som det største steal.

Eagles betalte under (!) én million for at hente den tidligere Saints-, Chargers- og Colts-spiller. Alligevel var Robinson langt hen ad vejen Eagles’ bedste cornerback, og han stod adskillige gange for et kampændrende spil.

Udover Robinson hentede mestrene også den defensive linjemand Chris Long (2 år, $4,5 millioner) og Super Bowl-MVP’en, Nick Foles (2 år, 11 millioner), på fordelagtige kontrakter, og de var i det hele taget en af free agencys store vindere.

1. Case Keenum, QB, Minnesota Vikings
Kontrakt: 1 år, $2 millioner, $1 million garanteret
Sæsonstats: 15 kampe, 3.547 yards, 67,6%, 22 touchdowns, 7 interceptions, 1 løbet touchdown, 1 tabt fumble

I free agencys nyhedsstrøm var Case Keenums skifte til Minnesota Vikings ikke meget andet end en fodnote. Den mangeårige reserve blev hentet i tilfælde af et ‘worst case’-scenarie, der kun skulle i spil, hvis både Sam Bradford og Teddy Bridgewater ikke var spilledygtige.

Det scenarie blev til en realitet allerede i anden spillerunde, og Keenum, som siger, at han ‘fik nøglerne til en Lamborghini’, blev kastet i aktion. Det fik de fleste til at afskrive Vikings, men Keenum greb chancen og spillede sig efterhånden varm, hvorefter han i sæsonens anden halvdel spillede på et fremragende niveau, der cementerede hans status som sæsonens allerstørste steal.

Så når Keenum i løbet af de næste uger skal forhandle med klubber om sin næste kontrakt – hvis ikke han bliver ‘franchise tagget’ – vil hans årsløn fra 2017 med sikkerheden fordoblet et par gange.

https://twitter.com/GoesslingStrib/status/968886471116587009