Endnu en offensiv linjemand er på plads hos New York Jets, der nu har hentet tre styk i free agency.

En af New York Jets’ største prioriteter i denne offseason har været at få styr på sin offensive linje, og i de første dage af free agency har de i hvert fald prøvet det.

Først hentede de tackle George Fant og forlængede med guard Alex Lewis, så de er i New York i de kommende tre år, og nu er endnu en forstærkning på plads. Jets henter således Connor McGovern, der kan gøre sig på både offensive guard og center, på en treårig kontrakt til 27 millioner dollar.

Det erfarer Manish Mehta fra New York Daily News, og efterfølgende har flere andre bekræftet handlen.

Connor McGovern, 26 år, har spillet de seneste fire sæsoner hos Denver Broncos, der valgte ham i femte runde af NFL-draften i 2016. Han har været starter i de to seneste sæsoner og har spillet i alt 47 kampe.

I New York skal han nu passe på quarterback Sam Darnold, der blev sacket hele 33 gange på 13 kampe i 2019-sæsonen.