Isaiah Crowell er færdig i New York efter et år. Jets har fyret ham som følge af den forestående ankomst af Le’Veon Bell.

Det blev New York Jets, der i sidste ende løb med den tidligere Pittsburgh Steelers-stjerne Le’Veon Bells underskrift i årets free agency, og det betyder nu en fyreseddel til en anden af holdets runningbacks.

*** Le’Veon Bell-sagaen afsluttet: Runningbacken skifter til Jets

Isaiah Crowell, der i 2018 startede seks kampe for Jets, er nemlig blevet fyret.

Det bekræfter klubben selv.

Fyringen af Crowell efterlader Jets med superstjernen Le’Veon Bell, Elijah McGuire, De’Angelo Henderson og Trenton Cannon på runningback-pladsen.

Crowell, 26 år, kom til klubben i foråret 2017 og nåede altså at spille én sæson i klubben. I alt blev det til 13 kampe, men som sagt var kun seks som starter. I alt løb han for 685 yards og seks touchdowns i Jets-trøjen – 219 af de 685 yards kom dog i én kamp mod Denver Broncos.

Tidligere har Crowell spillet fire sæsoner for Cleveland Browns, hvor han løb for minimum 600 yards i alle sæsoner.