
Efter ét år hos Miami Dolphins vender NFL-veteranen Calais Campbell tilbage til stedet, hvor det hele startede.
Alder er bare et tal. I hvert fald for 38-årige Calais Campbell, der ikke lader nogen eller noget som helst stoppe ham for at forsætte i NFL. Med den kommende sæson runder han sin sæson nummer 18 i NFL, og det bliver hos en gammel kending.
Campbell har nemlig valgt at skrive under på en etårig aftale med Arizona Cardinals, hvor han blandt kan se frem til en masse træningssnaps med danske Hjalte Froholdt.
Det er gode nyheder for Hjalte Froholdt, der altså får en ny (og meget erfaren) holdkammerat. I sine hidtidige møder med Calais Campebell har vores danske center haft det svært. Nu skal han så træne mod ham på daglig basis, men heldigvis ikke møde ham i kamp.
Umiddelbart kommer den tidligere All Pro-spiller til at tjene 38 mio. danske kroner (5,5 mio. amerikanske dollars) i løbet af sæsonen, men hvis han udløser diverse bonusser, så er der mulighed for yderligere 14 mio. kroner (to mio. dollars).
Det var Cardinals, der i 2008 draftede forsvarsprofilen i anden runde med det 50. valg, hvorefter han spillede ni sæsoner for ørkenholdet. Her kom han i Pro Bowlen to gange, og han blev også udnævnt til All Pro-andetholdet to gange. På 120 kampe leverede han 56,5 sacks, 107 tacklinger for mistede yards, og hele 124 gange ramte han modstandernes quarterbacks i sin tid i Arizona.
Efter Cardinals gik turen videre til Jaguars, Ravens, Falcons og senest Dolphins. I den tid blev han yderligere fire gange Pro Bowler og i 2017 spillede han sin hidtil flotteste sæson i NFL, da han kom på All Pro-førsteholdet og blev nummer to i kåringen til årets forsvarspiller – kun overgået af Aaron Donald.
Med hans 261 kampe i grundspillet er han også den spiller med flest kampe spillet af aktive spillere i NFL. Marcedes Lewis, der de seneste to sæsoner har spillet for Bears, overgår ham med hele 285 kampe, men tight end-legenden er i skrivende stund ikke på kontrakt noget sted, hvorfor Campbell, for nu, kan kalde sig den mest rutinerede NFL-spiller lige nu.







