Demetrius Harris tager til Cleveland Browns på en toårig kontrakt. Før det havde han været hos Kansas City Chiefs siden 2014.

Natten til onsdag dansk tid kom det frem, at Cleveland Browns i næste sæson råder over stjernenreceiveren Odell Beckham Jr., men det bliver ikke det eneste nye våben i Browns’ offensive arsenal.

De henter nemlig også en ny tight end, omend han ikke er helt så profileret som Beckham.

Der er således tale om Demetrius Harris, der kommer til Browns på en toårig aftale. Det skriver Adam Schefter fra ESPN.

Harris, 27 år, primære rolle bliver formentlig heller ikke som en receiver i kastespillet. I stedet forventes han at udfylde den rolle, fyringen af Darren Fells har efterladt, og bør primært være en blokerende tight end. Browns har nemlig allerede David Njoku og Seth DeValve, hvis forcer er i kastespillet.

Harris meldte sig til NFL-draften i 2013, efter at have spillet basketball for Wisconsin-Milwaukee i college. Han blev ikke draftet og skiftede efterfølgende til Chiefs, hvor han siden har spillet fem sæsoner på førsteholdet. I alt er det blevet til 57 grebne bolde for 605 yards og seks touchdowns.