John Johnson III og Cleveland Browns er blevet enige om en treårig aftale.

Det var tydeligt for enhver, at Cleveland Browns var nødsaget til at investere i forsvarets bagerste kæder, som havde sagt farvel til Andrew Sendejo – og således var efterladt med det ubeskrevne blad Grant Delpit og Ronnie Harrison.

Derfor giver det mening, at Browns har langet cirka 205 millioner danske kroner efter John Johnson III, som var blandt de mest prominente tilgængelige safeties i dette års free agency.

I de sidste fire sæsoner har John Johnson III tørnet ud for Los Angeles Rams, hvor han agerede sikker, sidste skanse. Johnson III nåede 54 kampe for Rams, hvori han leverede 326 tacklinger, 32 forsvarede kast og otte interceptions.

Ifølge CBS Sports var John Johnson III en særdeles ombejlet herre, inden han besluttede sig for at skrive under med Browns. Angiveligt var også Jacksonville Jaguars, Detroit Lions og Philadelphia Eagles ude efter hans underskrift.