Baltimore Ravens fortsætter med at polstre den defensivelinje og har hentet den tidligere St. Louis Ram, Michael Brockers, ind.

Hamstringshumøret spreder sig lige nu i hele verden. Herhjemme var målet toiletpapir og gær, men i Baltimore har det været store muskuløse mænd i tights, som var folks øjesten. Først tradede Ravens sig til Calais Campbell for et femterundevalg og nu har de hentet endnu en bamse til den defensive linje. Den nu tidligere Ram, Michael Brockers, har skrevet under på en 3-årig aftale til 30 millioner dollars, hvoraf 21 er garanteret. Det melder NFL insider, Adam Schefter.

Fra svaghed til styrke

Sidste år gik Ravens ind til sæsonen med en ufattelig tynd defensiv linje, hvor kun Michael Pierce og Brandon Williams kunne siges at være gode spillere. Det var også noget, som blev udnyttet et par gange, bl.a. mod Browns og Titans. Det har tydeligvis været et fokus for DaCosta og kompagni at rette op på det. Om dette rykker pilen i den rigtige retning, er stadig usikkert, men Williams, Campbell og Brockers bliver en mur at komme udenom. En godt 425 kg tung en.

Læs mere: Jaguars sender forsvarsstjerne til Ravens

Brockers blev valgt af det tidligere St. Louis, nu Los Angeles, Rams med 14.valget i 2012. Han nåede at spille 123 kampe med 229 tacklinger og 23,5 sacks til følge. Før det slog han sine folder hos LSU Tigers.