
Den rutinerede defensive tackle Jonathan Allen fortsætter karrieren hos Cincinnati Bengals. Klubben har hentet den tidligere Pro Bowl-spiller ind på en to-årig kontrakt, efter han tidligere blev fritstillet af Minnesota Vikings.
Den 31-årige defensive linjemand kommer til Cincinnati efter én sæson i Minnesota, hvor han startede alle 17 kampe og noterede sig for 68 tacklinger, 3,5 sacks og 11 quarterback hits.
Allen har tilbragt størstedelen af sin karriere hos Washington Commanders, der draftede ham i første runde i 2017. Her udviklede han sig til en af ligaens mest stabile spillere på den defensive linje og blev udtaget til Pro Bowl i både 2021 og 2022.
Selv peger Allen på Bengals’ potentiale som en af hovedårsagerne til klubskiftet og fremhæver især holdets stærke offensiv omkring quarterback Joe Burrow. Han mener, at holdet har de rette brikker til at kæmpe med om de største titler i de kommende sæsoner.
Med tilgangen af Allen håber Bengals at styrke en defensiv linje, der havde problemer i de seneste sæsoner, og samtidig tilføre erfaring og lederskab til forsvaret. Den defensive linje kan også godt bruge noget stjernestøv, efter tabet af Trey Hendrickson tidligere i free agency.








