Ny quarterback på vej til Packers.

Green Bay Packers må klare sig uden to af deres quarterbacks i weekenden. Både starter Aaron Rodgers og tredjereserve Kurt Benkert er således testet positiv for coronavirus og er af den grund utilgængelige.

Det efterlader dem med Jordan Love som starter, men de har nu tilsyneladende også fundet en reserve: Blake Bortles.

Den tidligere Jacksonville Jaguars- og Los Angeles Rams-quarterback er ifølge Adam Schefter fra ESPN rejst til Green Bay, hvor han ventes at skrive under med Packers’ træningshold, hvorefter han kan være aktuel til weekendens storkamp mod Kansas City Chiefs.

Blake Bortles, 29 år, er ikke helt ukendt i Green Bay. I sommer var han også hos holdet, mens Aaron Rodgers blev væk, fordi han var utilfreds og ville væk fra organisationen. Da stjernequarterbacken vendte retur, blev Bortles så droppet igen.