Efter to skuffende og skadesplagede år i San Francisco lader 49ers Pierre Garcon gå i free agency.

Pierre Garcon skal til at lede efter en ny arbejdsgiver.

Efter to år i San Francisco 49ers bliver Garcon nemlig free agent til marts. Det sker, da 49ers ikke ønsker at benytte holdoptionen på at forlænge receiverens kontrakt med et år, erfarer NFL-journalisten Mike Garafolo.

Garcon skrev ellers under på en femårig aftale med 49ers i free agency i 2017, men de sidste tre år i kontrakten var holdoptioner, hvor holdet kunne vælge at beholde ham eller skille sig af med ham. Og 49ers har altså valgt sidstnævnte. Manøvren sparer 49ers knap seks millioner dollar.

Da Garcon i 2017 skiftede til 49ers, var det efter et par imponerende sæsoner hos Washington Redskins, men i San Francisco har han ikke genfundet sit høje niveau. Garcon har været plaget af skader og har kun spillet 16 kampe, hvor han har grebet 786 yards og ét touchdown.