
San Francisco 49ers smider den profilerede defensive tackle Javon Hargrave på porten efter to sæsoners tjeneste.
San Francisco 49ers fortsætter med at rydde op i spillertruppen. Senest har 49ers fyret sin erfarne og profilerede defensive tackle Javon Hargrave.
Holdets sportsdirektør John Lynch udtaler, at han er åben for at bringe Javon Hargrave tilbage til San Francisco, men at det i givet fald bliver på en billigere aftale. Men som det ser ud for nuværende, så nåede Hargrave bare to sæsoner på 49ers’ defensive linje.
Javon Hagrave skiftede til San Francisco 49ers i 2023, efter at han havde hjulpet Philadelphia Eagles til Super Bowl-avancement i 2022-sæsonen. Hargrave spillede en flot debutsæson i San Francisco i 2023, hvor han leverede 44 tacklinger og syv sacks.
Den nu 32-årige defensive tackle fik imidlertid forpurret sin 2024-sæson, da han rev sin triceps over i begyndelsen af sæsonen. Skaden betød, at Hargrave bare spillede tre kampe i den forgangne sæson.
San Francisco 49ers er i fuld sving med at rydde op i spillertruppen og finde tilstrækkeligt med lønkroner, så de kan lande en kontraktforlængelse med quarterback Brock Purdy. Det er også bare en uge siden, at 49ers sendte Deebo Samuel til Washington Commanders.
Samlet set står Javon Hargrave noteret for 130 kampe i NFL med 380 tacklinger, 45,5 sacks og fire forcerede fumbles som følge.
Læs også: Deebo Samuel skifter til D.C.








