Deebo Samuel skifter til D.C.

0
Photo, Scott Strazzante

San Francisco 49ers og Washington Commanders har slået en handel af, der sender Deebo Samuel til D.C. i bytte for et valg i femte runde af 2025-draften.

San Francisco 49ers har skilt sig af med den hårdtslående schweizerkniv Deebo Samuel. John Lynch har indgået en handel med Adam Peters fra Washington Commanders, som betyder, at Samuel fremover skal tørne ud i D.C.

Washington Commanders afgiver et valg i femte runde af den forestående draft for at få fingrene i Deebo Samuel. Således har Commanders nu seks valg i 2025-draften, hvoraf tre af disse indtræffer inden for de første 80 valg i draften. Til gengæld har Commanders ikke et eneste valg i hverken fjerde eller femte runde af draften.

Kan Deebo Samuel holde sig skadesfri?

San Francisco 49ers skiller sig af med Deebo Samuel, efter at den 29-årige receiver blev forfulgt af skader i 2024-sæsonen. Som følge sluttede Samuel grundspillet med relativt beskedne 806 offensive yards og fire touchdowns. I løbet af sine seks sæsoner i San Francisco greb Deebo Samuel i 4.792 yards, mens han også løb for 1.143 yards og scorede 42 touchdowns.

Deebo Samuel leverede sin hidtil bedste sæson som professionel i 2021, hvor han greb 1.405 yards, løb for 365 yards og scorede 14 touchdowns. Som følge blev Samuel udnævnt til det prestigefyldte All Pro-førstehold.

I begyndelsen af februar 2025 nåede San Francisco 49ers og Deebo Samuel til enighed om, at deres samarbejde var nået sin afslutning. Partner skilles efter sigende på god fod, og 49ers’ general manager John Lynch har senest betegnet Samuel som: “Én af de absolut bedste spillere”, som han har arbejdet sammen med.

Washington har potentielt samlet en dødbringende duo

I skrivende stund har Deebo Samuel to år tilbage af sin nuværende kontrakt, som Washington Commanders overtager til fulde. Det bliver interessant at følge, om Samuel og Commanders indgår en længerevarende kontrakt, eller om Commanders er villige til at fuldføre og betale resten af kontrakten. Deebo Samuel står til at tjene cirka 155 mio. danske kroner ($21.7 mio.) alene i 2025.

Washington Commanders var pisket til at styrke sit receiverkorps, da hele fire af holdets receivere fra 2024-sæsonen har kontraktudløb. Således er der lagt op til, at Terry McLaurin og Deebo Samuel bliver de to primære våben i kastespillet for Jayden Daniels i 2025, om end Washington stadigvæk må forventes at hente én eller to yderligere receivere ind.

Terry McLaurin og Deebo Samuel kan potentielt udgøre en dødbringende duo, hvis sidstnævnte kan holde sig skadesfri. McLaurin greb 1.096 yards og 13 touchdowns i Jayden Daniels’ første sæson som professionel. Det var femte sæson i træk, at den 29-årige receiver krydsede 1.000 grebne yards.