49ers beholder to skadesplagede reserver

0

Både runninback Jerick McKinnon og pass rusher Ronald Blair har været ramt af alvorlige skader, men San Francisco 49ers har nu hentet begge tilbage på mindre kontrakter i 2020.

2019-sæsonen var ærgerlig både for runningback Jerick McKinnon og pass rusher Ronald Blair. Begge deres sæsoner sluttede med alvorlige skader, men nu får de en ny chance for at vise sig frem for 49ers’ trænerstab.

Jerick McKinnon, der har misset både 2018 og 2019 med en korsbåndsskade, har valgt at reducere sin løn markant. Han stod til at tjene 6,5 millioner dollar, men det beløb forventes at være markant lavere nu. Pass rusher Ronald Blair rev sit korsbånd over i 10. spilleuge, men han fået en ny etårig aftale. Beløbet kendes ikke, men det er næppe stort.

Der var store forventninger til den nu 27-årige McKinnon, da han skrev under på en stor aftale med 49ers for to år siden. Det har dog været et sandt skadeshelvede for runningbacken, men efter flere operationer håber han nu på at blive klar til 2020. Før kontrakten med 49ers spillede McKinnon fire sæsoner hos Minnesota Vikings.

Ronald Blair blev valgt af 49ers i femte runde af 2016-sæsonen og har mest været backup i sine fire sæsoner hos 49ers. I 2018 og 2019 havde han dog tilkæmpet sig en rotationsrolle, hvor han nåede 8,5 sacks i 25 kampe.