Ny træner og nye profiler hos Giants
Dagen efter 2019-sæsonens afslutning – en sæson, hvor Giants blot vandt fire kampe – fik cheftræner Pat Shurmur sparket. På to år formåede den 54-årige træner blot at hente ni sejre til Big Blue, og så var tålmodigheden sluppet op.
I stedet fandt general manager Dave Gettleman og resten af Giants’ ledelse en spændende og overraskende ny cheftræner – nemlig Joe Judge. Den kun 38-årige træner kommer til New York, efter at han i de seneste fem sæsoner har været special teams-coordinator hos New England Patriots.
I free agency har Giants først og fremmest holdt fast i Leonard Williams, der kom til klubben fra Jets i midten af den forgangne sæson og stod til at blive free agent. Efter at Giants og Leonard Williams ikke kunne blive enige om en ny kontrakt, brugte klubben et franchise tag på at holde på den 25-årige defensive tackle. Det er meget dyrt, da Williams langt fra har imponeret i de seneste sæsoner, men Giants håber, at han kan blive en profil på et ellers tyndt forsvar.
Det håber Giants også, at de dyre nyerhvervelser James Bradberry og Blake Martinez kan blive.

James Bradberry kommer til MetLife Stadium på en treårig kontrakt til 45 millioner, og det er egentlig fint fra Giants. Den 26-årige cornerback var en stor profil i Carolina og er en enorm forstærkning af New Yorks secondary, der ellers er spækket med unge og talentfulde spillere. Cornerback er en af de vigtigste positioner i NFL, og i Bradberry får Giants en dygtig en af slagsen.
Også linebacker Blake Martinez ligner på papiret en forstærkning. Martinez er ingen stjerne og er ikke den bedste i opdækningen, som ellers er blevet mere og mere vigtigt for linebackere i NFL i disse år, men han er utvivlsomt en bedre spiller end Alec Ogletree, der er blevet fyret.
Mens Leonard Williams, James Bradberry og Blake Martinez skal spille deres hjemmekampe for New York Giants i de kommende år, er der en hel del spillere, der ikke længere skal. Flere startende forsvarsspillere i form af Ogletree, Antoine Bethea og Markus Golden er blevet smidt på porten, ligesom også prominente rollespillere som Michael Thomas, Kareem Martin og Deone Buccanon er færdige i klubben. Af dem er det til gengæld kun Markus Golden – der havde hele 10 sacks i 2019 – som vil blive savnet.
Resten af Giants’ free agency har været forholdsvis usexet. Colt McCoy, Dion Lewis, Levine Toilolo, Cameron Fleming og Kyler Fackrell er alle udmærkede spillere, men det er ikke spillere, der bør starte i NFL. Det er dog positivt, at Giants sikrer lidt dybde på holdet og ikke overbetalte for nogen af dem.
Skal man kritisere Giants’ free agency-ageren for noget, er det de ting, de ikke har gjort. De lod edge rusher Markus Golden forlade holdet, men de har ikke hentet hjælp ind på edge rush-pladserne. Lige nu ligner det, at Lorenzo Carter og Kyler Fackrell skal starte. De har begge vist lidt i deres tid i NFL, men jeg ville ikke sætte penge på, at de stod for mange sacks hver især i 2020. Desuden kunne en dygtig tackle på den offensive linje bruges, men det venter de nok med til draften.
Giants’ free agency har ikke været helt dumt. De har afskibet en håndfuld spillere, som ikke vil savnes synderligt, mens de har prioriteret kvalitet over kvantitet i free agency. Der er stadig nogle mangler på holdet, men både James Bradberry og Blake Martinez vil hjælpe holdet i 2020 og frem. Og så er det spændende med Joe Judge som ny cheftræner, selvom han er et ret ubeskrevet blad.
Karakter: 7/10
Næste side: Giants har stadig flere mangler







