Eagles er 8-0 for første gang i klubbens historie og ligner for alvor en super bowl favorit fra NFC. Selvom Commanders ligger sidst i NFC East med 4-5, så er de endnu ikke ude af slutspilskampen, og derfor er denne kamp mod Eagles yderst vigtig at vinde for hovedstadsklubben.

Eagles har haft en lidt længere pause end normalt, da de i sidste uge spillede torsdagskampen, hvor Houston Texans blev besejret 29-17. Dog var det ikke helt så overbevisende som de fleste havde forventet, men ikke desto mindre kom Eagles fra Houston med den forventede sejr, og er dermed 8-0 for første gang i klubbens historie. De sædvanlige profiler på Eagles’ angreb såsom, AJ Brown, Sanders og Goedert havde alle fine kampe med mange yards og ét touchdown hver. Men det var forsvaret, der afgjorde kampen. Især Javon Hargrave havde en formidabel kamp med hele tre sacks og syv tacklinger i alt. Derudover havde både James Bradberry og CJ Garder-Johnson en interception. Garder-johnson har nu hele fem interceptions i år, hvilket er flest i ligaen. Han begynder at ligne en af de bedste defensive tilføjelser i ligaen i år. Men når man snakker om bedste defensive tilføjelser, så er man i den grad også nødt til at nævne James Bradberry, der har været en sublim lockdown corner i denne sæson. I det hele taget ser Eagles skræmmende gode ud på langt de fleste positioner ligenu.

Commanders tabte i sidste uge en tæt kamp til Vikings, hvilket også vidner om, at selvom Commanders pt ligger sidst i divisionen, så skal de bestemt ikke undervurderes. Washington var egentlig ikke synderligt imponerende i kampen, hvor Taylor Heinicke blot kastede for 149 yards, to touchdowns og en interception, mens Brian Robinson blot løb for 44 yards. Dog formåede forsvaret alligevel at holde kampen tæt, og på en måde, hvor Washington var foran i store dele af kampen, men måtte alligevel se sig slået 20-17 til sidst. Commanders’ bedste receiver i kampen var Curtis Samuel, der greb for 63 yards og ét toucdown. Til denne kamp får holdet deres måske bedste receiver tilbage i Jahan Dotson, der indtil videre har grebet fire touchdowns på fire kampe i sæsonen, så måske kan han bringe lidt mere eksplosivet tilbage ind på angrebet.  

I denne sæson ligner Jalen Hurts mere og mere en alvorlig bejler til MVP-titlen. Han har spillet god fodbold hele sæsonen, vigtigst af alt har han i den grad minimeret sine fejl. Han er ganske enkelt ved at modbevise alle, der ikke troede, at han kunne være effektiv ved at kaste bolden i NFL. Hurts har indtil videre i denne sæson kastet 12 touchdowns og blot to interceptions.

Dallas Goedert er også ved at befinde sig blandt de allerbedste tight ends i ligaen. Han havde sin absolut bedste kamp i år i sidste uge mod Texans hvor han greb otte bolde for 100 yards og ét touchdown.

Derudover skal Commanders også holde et vågent øje med den måske bedste tilføjelse til Eagles siden Terrell Owens, nemlig AJ Brown, der har været alt det Eagles kunne håbe på.

Miles Sanders ser også ud til at have fået sit gennembrud som RB1 i Philadelphia. Han havde 93 yards og et toucdown imod Texans, men vigtigst af alt er det, at han ser ud til at kunne holde sig skadesfri i denne sæson, selvom han får mange boldberøringer.

Commanders har ikke været gode til at dække receivere op i denne sæson. Holdet gav Justin Jefferson 115 yards og et touchdown i sidste uge. Dog er Washington ligaens næstbedste hold til at lægge pres på quarterbacken, med 23 sacks og har registeret pres på en tredjedel af modstaderens dropbacks. Her havde de to sacks og hele 11 hits på Kirk Cousins i sidste uge. Problemet for Washington er bare, at Hurts ikke ser ud til at være særlig påvirket af at tage sacks, da han har taget mere end tre sacks i fem kampe i år, og Eagles har jo som bekendt ikke tabt nogen af dem.  

De to hold mødtes tilbage i spilleuge tre, hvor Eagles leverede en særdeles dominerende præstation. Eagles hev en sejr på 24-8 med hjem til Philadelphia i et opgør, hvor Washington havde store problemer på den offensive linje, hvor de tillod hele 9 sacks. I den kamp var det dog den tidligere Eagles quarterback, Carson Wentz, der var under center. Han er pt. skadet og derfor starter Taylor Heinicke, der skal se, om han har mere held med at undslippe presset fra Eagles.

Historisk set har Eagles også haft et godt tag på Washington i nyere tid, hvor Eagles har vundet ni ud af de seneste 11 opgør, heriblandt de tre seneste gange de to hold har mødtes.

Nyt på skadesfronten
Eagles må klare sig uden de to cornerbacks Avonte Maddox og Josh Jobe i mandagsopgøret mod Commanders. Det betyder at Josiah Scott kommer til at starte som slot cornerback for Eagles, hvilket uden tvivl er en forringelse af den position. Scott har nemlig ikke spillet specielt godt for Eagles i denne sæson, da han har tilladt en hel del yards og grebne bolde overfor sin direkte modstander.

Washington Commanders får endelig Jahan Dotson tilbage på angrebet efter sin skadespause. Dog må holdet undvære de to linebackere Cole Holcomb og David Mayo og deres runningback JD McKissic til kampen mod Eagles.

Hold øje med…

Eagles’ løbeforsvar uden Jordan Davis
Jordan Davis måtte udgå med en ankelskade i kampen mod Pittsburgh Steelers for to uger siden. I sidste uge mod Texans var det tydeligt, at Eagles manglede ham i midten af forsvaret til at stoppe løbet. Davis har været en force på første og anden down i sæsonen. Han tiltrækker altid double teams, hvilket har givet de øvrige spillere på forsvaret mere plads til at lavet et spil. Dog har Eagles forsvar selv med Davis været lidt i problemer mod løbet, og har i sæsonen pt det tredje dårligste løbeforsvar i flere kategorier. Disse statistikker er Washington nødt til at udnytte med Antonio Gibson og Brian Robinson, hvis de vil vinde denne kamp.

Kan Commanders o-line holde styr på pass rushet i denne omgang?
Da Eagles og Commanders mødtes i den tredje spillerunde i år havde Commanders o-line alvorlige problemer. I den kamp tillod de svimlende ni sacks. Hvis Commanders har forhåbninger om at vinde i denne omgang, så er det nødt til at være bedre til at beskytte deres quarterback. I uge tre holdt Carson Wentz også ofte bolde meget længe i hænderne, hvilket utvivlsomt gjorde det nemmere for Eagles at nå ind til ham. Derfor er Commanders også nødt til at designe nogle spil i denne kamp, hvor Heinicke kan få bolden hurtigere ud af hænderne. Commanders er især nødt til at holde en vågent øje med Javon Hargrave, der er i et fabelagtigt spilhumør for tiden. Han havde tre sacks i sidste uge, og var nærmest ustoppelig fra sin defensive tackle position. Men generelt er der mange sack-farlige spillere Commanders skal holde øje med. Heriblandt veteranen Brandon Graham, der havde 2,5 sack sidst de to hold mødtes, og Hasaan Reddick, der havde 1,5 sack i tredje spillerunde.

Forudsigelse
Jeg tror på, at Eagles fortsætter dominansen i NFL og er 9-0 efter mandagskampen. Eagles’ mandskab bør ganske enkelt være klart bedre end Commanders’, og det skal kunne ses på banen også. Hvis bare Eagles har tilnærmelsesvis samme succes med at lægge pres på quarterbacken som sidst de to hold mødtes, så bliver det en meget lang aften for Taylor Heinicke. Hvis ikke presset kan ryste Heinicke, så kan opdækningen måske, hvor Eagles også har været et af ligaens bedste hold, og spillere som Slay, Bradberry og Gardner-Johnson står klar til at gribe bolden på ethvert spil.

Skal Commanders have en chance i kampen, så skal de have succes på jorden med Brian Robinson og Antonio Gibson. Eagles var sårbare mod løbet i sidste uge mod Dameon Pierce og Texans, og holdet mangler den store rookie Jordan Davis i midten af linjen, så måske kan der skabes nogle huller at løbe igennem der. Dog tror jeg alligevel Eagles får skovlen under Commanders ligemeget, hvor meget succes Wahsington kommer til at få i løbespillet.

Eagles vinder 31-17