FitzMAGIC svingede tryllestaven og vandt kampe ud af ingenting! Nu skal han erstattes

De fleste regnede med at se et af NFLs dårligste hold i nyere tid, og meget tydede da også på, det skulle blive tilfældet efter de første uger af 2019-sæsonen. Cheftræner Brian Flores fik dog på magisk vis skabt et respektabelt hold bestående af reserver, andre holds skrald samt myten Ryan Fitzpatrick. 

Sidste sæson bød på det dårligste løbeangreb i Dolphins’ historie og masser af tilladte sacks, men alligevel formåede FitzMAGIC at få sat point på tavlen. Ironien består i, at general manager Chris Grier’s primære opgave i draften bliver at finde en erstatning for sidste sæsons bedste spiller, og dermed finde den franchise quarterback, som Miami har hungret efter de sidste to årtier. Derfor startede den helt store genopbygning af holdet i free agency, så en ny ung quarterback kan tage over for den aldrende Fitzpatrick.

Dolphins er blevet markant bedre… det siger bare ikke så meget

Hvis man vil have bevis for Dolphins uimponerende trup i 2019-sæsonen, skal man bare kigge på de spillere, der har forladt holdet i dette års free agency. Kun Evan Brown, der har spillet i fire kampe i sin karriere, har formået at få en ny kontrakt hos Browns indtil videre. Resten (inklusiv tidligere Pro Bowl-safety Reshad Jones) er lige nu arbejdsløse. Der var derfor uanede mængder af plads til forbedringer på holdets roster, da free agency blev skudt i gang.

På den defensive side af bolden fik Miami fat på en af de helt store fisk i form af tidligere Pro Bowl-cornerback Byron Jones. Han fik en monsterkontrakt og var den bedst betalte cornerback i NFL, før Darius Slay underskrev sin kontrakt med Eagles nogle dage senere. Det var i øvrigt en titel Jones tog fra sin nye makker Xavien Howard, hvorfor Dolphins i kort tid havde de to bedst betalte cornerbacks på lønningslisten. Dermed har Flores nu fået en giftig tandem, der skal lukke modstandernes stjernereceivere ned og give pass rushet et sekund eller to ekstra til at nå ind til modstandernes quarterbacks. 

Dolphins havde NFLs dårligste pass rush og skabte kun 23 sacks, hvorfor det var en enhed, som Chris Grier desperat havde brug for at adressere. Ind er kommet Emmanuel Ogbah, Shaq Lawson og Kyle Van Noy, der fik sit store gennembrud under Flores hos Patriots. Det er tre meget alsidige spillere, der både er gode mod løbet og kan kreere sacks, hvilket er vigtigt i Miamis forsvarssystem. Van Noy er en moderne hybrid linebacker, der ikke engang selv mener, at han har en specifik position, hvilket er kendetegnende for alle Dolphins’ nye spillere. Flores vil gerne skabe et system, der minder meget om det han havde hos Patriots, hvor det er svært at gennemskue, hvem der rusher og hvem der dækker op. 

Offensivt blev det tidligere Giants-flop Ereck Flowers hentet ind. Inden da havde han dog haft en comeback-sæson hos Redskins, hvor han begyndte at præstere meget bedre efter han skiftede til guard fra tackle. Den ene gode sæson skaffede ham en stor kontrakt i hans hjemby Miami. Her skal han opgradere den indvendige del af den offensive linje, der var horribel sidste sæson. Linjen mangler stadig rigtig meget talent, og lige nu ligner Flowers den eneste, der har en stensikker startplads. De sidste fire positioner bliver en hård kamp mellem nogle veteraner, kommende rookies og hvad de kan finde af kontraktløse spillere.

Som nævnt trænger løbeangrebet til markante forbedringer i næste sæson, hvilket runningback Jordan Howard skal hjælpe med. Efter en stærk start på karrieren i Chicago har han haft det svært i de to seneste sæsoner, der har været præget af svingende præstationer og skader. Han er dog kun 25 år, og er en markant forbedring over Patrick Laird (who?!), Myles Gaskin (huh?!) og Kalen Ballage (no idea?!). Resten af Dolphins’ nye spillere er signet for at skabe dybde, konkurrence og hjælpe på special teams.

Miami Dolphins er blevet et markant bedre hold efter free agency, men det var på ingen måde en svær opgave at udføre. Dog er der en klar rød tråd i genopbygningsplanen. Alle de nye tilføjelser er alle alsidige, intelligente, har en lille skadeshistorik og er under 29 år. Det er den rigtige måde at genopbygge et stabilt hold på, og de har den spillerprofil, som Flores gerne vil have. Den offensive linje har dog rigtig mange spørgsmål, og meget kommer til at afhænge af rookies, hvilket altid er risikabelt, når vi snakker om angrebets vigtigste enhed ud over quarterbacken.

Karakter: 7/10

NÆSTE SIDE: Det mest magtfulde hold i draften skal finde en QB