Forsvaret har været i første række

Det er en gedigen underdrivelse at sige, at Raiders’ forsvar havde problemer i 2019, og især deres kasteforsvar var ringe. Deres taktik var stortset at lade være med at dække op, og det er modigt i NFL. Ifølge statistiksitet Football Outsiders var kun Giants og Dolphins dårligere i opdækningen end Raiders.

Og det har Raiders i den grad forsøgt at gøre noget ved. 

De største forstærkninger er kommet i linebackerkorpset. I 2019 var det ikke en imponerende omgang linebackere, Raiders sendte på banen, og en håndfuld af dem er også blevet afskibet i free agency.  

Linebacker Cory Littleton hos Rams.

Raiders har derimod investeret en masse penge i både Nick Kwiatkoski og Cory Littleton, og det er et par dygtige linebackere. Cory Littleton var den bedste linebacker i årets free agency, og den 25-årige linebacker har især sin force i opdækningen, som er blevet en yderst vigtig kvalitet i nutidens kasteglade NFL. Nick Kwiatkoski er også en yderst god tilgang, der kan lidt af det hele og er en kapabel starter i ligaen.

Der er også kommet en hel del andre forsvarsspillere. Dallas Cowboys’ tidligere defensive koordinator Rod Marinelli er nemlig kommet til Raiders som defensive linje-træner, og han har taget et par spillere med fra Dallas i form af defensive tackle Maliek Collins og safety Jeff Heath. Safety Damarious Randall og pass rusher Carl Nassib er også kommet til fra henholdsvis Cleveland og Tampa Bay, og selvom sidstnævntes kontrakt er for stor for min smag, er det ikke dumme indkøb. Alle fire spillere kan begå sig i NFL.

Raiders prøvede også at forstærke deres cornerback-gruppe med Eli Apple, men den handel faldt i sidste ende sammen. Selvom han ikke er en stjerne, havde den tidligere Giants- og Saints-spiller pyntet i secondaryen. 

Konkurrence til Derek Carr

Selvom defensive forstærkninger har været førsteprioriteten for Raiders i free agency, er offensiven ikke blevet glemt. Startende guard Richie Incognito blev forlænget, så man fastholder kontinuiteten på den offensive linje. Quarterback Marcus Mariota, tight end Jason Witten og receiver Nelson Agholor er således blevet hentet ind.

Ingen af dem ser umiddelbart ud til at indgå i Raiders’ idealopstilling. Marcus Mariota er i første omgang backup til Derek Carr, Jason Witten skal være en dyr mentor for Raiders’ talentfulde tight ends Darren Waller og Foster Moreau, og Nelson Agholor skal også blot hjælpe på dybden.

Når det er sagt, synes jeg, at Mariota er en fornuftig tilgang. Han er en quarterback, som bør passe godt ind i Jon Grudens west coast-system, og hvis Raiders kan lide, hvad de ser, står de i en spændende situation i foråret 2021. Raiders kan således fyre enten Mariota eller Carr stort set gratis efter 2020-sæsonen. Den tid, den sorg.

Samlet vurdering

Jeg er faktisk ret vild med Raiders’ ageren i free agency. Især tilgangene af Cory Littleton og Nick Kwiatkoski vil hjælpe holdet på en position, hvor de har haft problemer i mange, mange år. Også Mariota-handlen er en spændende chance at tage, og der er ikke den store risiko involveret. Det havde pyntet med en dygtig cornerback og en receiver, men det er et par huller, der må løses i draften, og Raiders er trods alt blevet et bedre hold. 

Karakter: 7/10

Næste side: Draften kan løfte Raiders yderligere