Masser af dollars bundet op på forsvarets bagkæde

Noget af det første George Paton gjorde i sin rolle som sportsdirektør var at fyre to dyre spillere i cornerback A.J. Bouye og DL Jurrell Casey, der samlede sparede Broncos omkring 20 millioner på lønloftet. Casey var skadet stort set hele sidste sæson, hvor det stod klart at Broncos kunne klare sig uden ham. I stedet forlængede man med den adrætte defensive linjemand Shelby Harris, der i sidste sæson blev berømt for at jagte, indhente og tackle Tyreek Hill på tværs af hele banen. Hullet efter Bouye i bagkæden skulle også lukkes, og det har man i den grad gjort. Først ved at skrive kontrakt med cornerback Ronald Darby fra Washington, der fik en kontrakt på 30 millioner dollars over tre år. Dernæst blev den franchise-taggede safety All-Pro Justin Simmons forlænget og gjort til ligaens dyreste safety, og da Bears så fyrede Kyle Fuller for at spare penge reagerede Paton hurtigt og genforenede Fuller med sin tidligere træner i Vic Fangio, som var medvirkende til, at Fuller i sin Chicago-tid blev valgt som All-Pro en enkelt sæson.

Desuden lykkedes det at spare omkring 5 millioner dollars på den hårdtslående safety Kareem Jackson, der først blev fyret for at spare penge, og siden hentet tilbage for halvdelen af sin tidligere løn.

Med den formidable slot cornerback Bryce Callahan på holdet allerede kan Broncos således nu stille med en af ligaens allerbedste bagkæder – måske den bedste.

Desuden aktiverede man en option på pass rusher Von Miller, der måske var lige i den dyre ende, men Miller ville ikke gå ned i løn, så alternativet var at sige farvel til Broncos-legenden.

Næsten stilstand på angrebet – stadig et gabende hul på quarterback

På angrebet har der været stille i free agency for Broncos, der godt nok har hentet Mike Boone ind fra Minnesota på runningback-positionen. Til gengæld har man sagt farvel til den lokale helt Philip Lindsay, der ikke fik et såkaldt tender fra Broncos, og siden er taget til Houston. Et stort tab for Broncos, hvis man spørger fansene, men i realiteten nok ikke en spiller, der bliver svært at erstatte.

Denver har masser af store unge talenter på angrebet, så her har man formentlig vurderet, at der ikke var grund til at opruste meget, men det kan overraske, at quarterback-rummet stadig er identisk med sidste sæson. Den positionsgruppe er anført af Drew Lock, der i sidste sæson var en af de dårligste startere i ligaen, og dybden bag ham er stort set ikke eksisterende. Derfor kan det også undre lidt, at Broncos ikke har forstærket sig på positionen under free agency.

Til gengæld har man holdt fast i hele trænerstaben, og det kan være en fordel for Lock, som man stadig håber kan tage et Josh Allen-lignende spring i sit tredje år i NFL.

Samlet vurdering

Det har været en meget solid omgang free agency for George Paton i sit første år med ansvaret for et NFL-hold. Han har i den grad givet head coach Vic Fangio redskaberne til at sætte et af ligaens bedste forsvar på banen, omend man stadig kunne bruge en inside linebacker, der kan dække op.

Man har undgået de helt store tab, og de vigtigste spillere er kommet tilbage på en ny kontrakt. På angrebet ligner det meste sig selv, men det bliver forhåbentlig en mere harmonisk udgave af Denver-angrebet, der løber på banen i næste sæson, så man kan undgå de mange turnovers, der kostede dyrt i sidste sæson.

Nu mangler så bare den allervigtigste position på et NFL-hold, og det trækker altså lidt ned på den samlede karakter, at man ikke her har formået at forstærke sig. Det må være forventeligt, at quarterback bliver styrket på en eller anden måde via draften.

Karakter: 8/10

Næste side: Draften er helt åben