Draften: Ravens vælger som nr. 27 i første runde

Mulige valg i første runde af draften:

Jaelan Phillips, EDGE, Miami
Jaelan Phillips’ skadeshistorik med flere hjernerystelser, der faktisk førte til et kortvarigt karrierestop, vil formentlig afskrække de fleste hold, hvilket kan betyde, at han falder til slutningen af første runde. Phillips’ talent kan imidlertid ikke fornægtes, da han har den perfekte kombination af råstyrke, størrelse og fart. I 2020 leverede han otte sacks og 15,5 tacklinger for tabte yards.

Alex Leatherwood, OT, Alabama
Historisk set har Ravens en forkærlighed for Nick Sabans spillere og Alex Leatherwood kan meget vel blive den næste Alabama-spiller, der havner i Baltimore. Leatherwood besidder glimrende styrke og atletiske evner, som vil passe fint ind i Ravens’ hårdtslående angreb på såvel kort som lang sigt.

Terrace Marshall Jr., WR, LSU
Det bliver spændende at se, om Ravens kan holde fingrene fra Terrace Marshall, hvis han er tilgængelig ved det 27. valg. Marshall er særdeles eksplosiv i forhold til, at han måler 193cm og han beviste i fjor, at han sagtens kan præstere uden Joe Burrow og Ja’Marr Chase ved sin side. Således greb han 700 yards og 10 touchdowns på syv kampe, inden han afbrød sin sæson for at forberede sig på draften.