Albert Breer fra det velrenommerede medie Sports Illustrated melder, at tre hold aktivt forsøger at trade sig tilbage i den første runde af årets draft.

Detroit Lions, Las Vegas Raiders og Jacksonville Jaguars forsøger angiveligt at score kapital ved at “sælge” deres aktuelle førsterundevalg i den kommende NFL Draft. Det melder Albert Breer fra Sports Illustrated.

Det er næppe overraskende, at Detroit Lions angiveligt forsøger at trade sig tilbage i årets draft – eftersom de pt. råder over det tredje valg, hvor årgangens – formodentligt – næstbedste quarterback Tua Tagovailoa fortsat bør være tilgængelig. Hertil har både Miami Dolphins og Los Angeles Chargers været meldt interesserede i Tua, hvorfor de ligner sandsynlige “købere” af Lions’ valg.

I modsætning til Detroit Lions råder både Jacksonville Jaguars (9 og 20) og Las Vegas Raiders (12 og 19) begge over to valg i den første runde af 2020-draften. Spørgsmålet er derfor, om holdene forsøger at hente en mere rutineret spiller fra et andet hold – ved at handle et førsterundevalg? Alternativt kan de forsøge at score yderligere kapital i både den forestående og næste års draft ved at trade tilbage.