
Bedste værdi: Tua Tagovailoa, QB, Alabama
Dolphins fandt deres længe ventede quarterback med femtevalget i draften, og det kunne ikke være gået bedre for delfinerne. Tua Tagovialoa er – på trods af hans skadeshistorik – et forrygende valg, og Miami fik ham uden at trade op og dermed (mis)bruge nogle af deres andre topvalg i draften. Få dage før draften opstod der rygter om, at Miami ville tage en offensiv tackle med deres første valg og tilsyneladende ikke var interesseret i Tagovailoa. Det var røgslør fra Brian Flores og co., der meget muligt har fundet deres franchise quarterback til en billigere pris end forventet.
Dårligste værdi: Raekwon Davis, DT, Alabama
Vi finder både Miami bedste og værste valg i dette års draft hos Alabama. Det er mig en gåde, at Raekwon Davis kan gå allerede i anden runde. Gul Kluds draftekspert Teis Joranger havde ikke den defensive tackle til at blive valgt før i slutningen af draften, og Dolphins bruger et andenrundevalg på ham. Jovist, Davis er ikke uden talent. Han er solid mod løbet, men derudover har han ikke meget at byde på. Dolphins er muligvis faldet for, at Davis havde 8,5 sacks i hans andet år i college i (2017), hvor de fleste af disse kom takket være hans holdkammerater. Davis er ikke en dygtig indvendig pass rusher, og derfor skulle han aldrig gå så tidligt.
Samlet vurdering
Dolphins har de seneste to år været igennem en større genopbygning, der skulle kulminere i denne draft, hvor klubben havde samlet et kæmpe arsenal af draftvalg med hele tre førsterundevalg og to andenrundevalg. Dolphins kom også tydeligt forstærket ud af draften, hvor det altoverskyggende naturligvis er, man fik fingrene i Tua og sandsynligvis har fixet quarterback-problemet på den lange bane. Offensiv tackle var også en vigtig position af adressere, og det gjorde Miami med Austin Jackson i første runde og Robert Hunt i anden runde, hvilket er positivt. Jackson var nok lige tidligt nok.
Med en fangst på 11 spillere vil jeg ikke fremhæve alle valg, men CB Noah Igbinnoghene er en meget spændende spiller, der kan træde ind som nickelcornerback, mens Xavien Howard og Byron Jones dominerer på ydersiden. S Brandon Jones er også et fint valg i tredje runde, og han bør få en rolle allerede i år ét. Derudover tradede Dolphins sig til Matt Breida ved at sende femterundevalg til San Francisco, hvilket jeg også er fan af. Det hovedrystende valg af Raekwon Davis trækker ned, men generelt en rigtig fin draft. Jeg var meget i tvivl, om Dolphins skulle have 7 eller 10, men vi ender på den højere karakter alene på grund af Tua Tagovailoa.
Karakter: 10
Næste side: Ingen quarterback i mystisk (og klassisk) Patriots-draft








