Den norske punter Kåre Vedvik skrev i weekenden under på en kontrakt med Baltimore Ravens.

Der kan være langt til spilletid og en endelig kontrakt, men den 24-årige nordmand var jublende lykkelig, da han lørdag skrev under med Baltimore Ravens.

– Det føles vidunderligt. Det har været en lang proces, og jeg har ikke håbet på noget, men nu kan jeg endelig smile, fortalte Vedvik til norsk TV2 få minutter efter hans første NFL-kontrakt blev underskrevet.

Også Tennessee Titans viste interesse for nordmanden, men der var én bestemt grund til at han valgte Ravens i stedet for.

Får debut i Hall of Fame
Vedviks landsmand Jan Stenerud var den første nordmand i NFL og også den første kicker valgt til Hall of Fame. Måske er han på plads, når Vedvik skal spille karrierens første kamp.

Det er nemlig den traditionsrige Hall of Fame-kamp i Canton, Ohio i forbindelse med årets Hall of Fame ceremoni, hvor Ravens åbner sæsonen for hele NFL med en træningskamp mod Chicago Bears.

– Ravens spiller en ekstra preseason-kamp i år, og de lovede mig, at jeg kommer til at spille hele kampen mod Chicago Bears. Så får jeg en hel kamp til at vise mig frem, så det var nemt at vælge Ravens, “siger han.

Kåre Vedvik har spillet for collegeholdet Marshall Thundering Herd i de sidste fire år. Han var ikke blandt de 256 universitetsspillere, der blev valgt i weekendens draft, men kort tid efter draften var slut, havde han aftalen på plads. Præcis som det var tilfældet for danske Andreas Knappe sidste år.

Vedvik skal træne som både kicker og punter, men med kicker Justin Tucker og punter Sam Koch på holdkortet hos Ravens, er der meget langt igen for nordmanden.

Vigtigst af alt er dog, at han er inde i NFL-varmen og på andre holds radar, selvom han ikke er en del af Ravens-mandskabet til september.

Kåre Vedvik blev verdenskendt i USA, da han kom på ESPNs Top 10 over bedste plays, da han lavede et 92-yard punt sidste år. Det længste punt i college football siden 1992, og det 7. længste i historien.