Interessen for draften er stærkt tiltagende blandt de danske NFL-fans, og derfor går Gul Klud og HuddleUp.dk sammen for at give endnu mere indhold, perspektiv og fokus på den årlige begivenhed.

Der er noget fascinerende ved draften. Et relativt simpelt første-andenvælger-system, hvor de dårligste vælger først, og hvor der hvert år bliver placeret godt 250 nye NFL-spillere rundt i de 32 klubber. Interessen for denne store off season-begivenhed er støt stigende, og derfor vil Gul Klud i fremtiden være med til at give dig endnu mere dybdegående draftanalyser.

I et samarbejde mellem Gul Klud og HuddleUp.dk præsenteres derfor siden Draftbeat.dk. Siden er et fælles projekt mellem Gul Kluds drafteksperter Dennis Cordsen La Cour og Teis Joranger samt de tre Huddle Up-eksperter Rasmus Holse, Magnus Bendixen og Peter Meier Jensen. Samarbejdet på tværs af de to sites skal samle ekspertisen på området på et dansksproget site, der året rundt opdateres med draftfokuseret indhold.

Der vil stadig komme draftindhold direkte på Gul Kluds hjemmeside, men det indhold vil være mere fokuseret på toppen af draften og de bedste spillere på alle positioner. Draftbeat.dk vil derimod være for jer, der ønsker at dykke længere ned i draften, lære et bredere udsnit af spillere at kende samt og stifte bekendtskab med selve scouting-processen.

I velkomstartiklen på draftbeat.dk skriver holdet bag:

Nogle vil nok tænke, at vi er både skøre, nørdede og har for meget fritid, når vi hvert år bruger månedsvis på at se grynet videomateriale af spillere og sætte deres mindste bevægelser i system og skema for at fortælle alle interesserede, hvorfor netop deres yndlingshold skal håbe på at få en bestemt spiller til klubben i 6. runde.

Men ikke desto mindre er den årlige talentinfusion i NFL hele nerven i ligaen. Uden nye spillere er der ingen underholdning om søndagen. Og det lader til, at flere og flere begynder at følge med i det, vi hver især fortæller om den proces.

Jeg synes, at Danmark har manglet en platform med rigtig dybdegående analyse i forhold til NFL-Draften. Derfor er det oplagt at samle de bedste kræfter fra forskellige sider for at skabe netop det forum, siger Magnus Bendixen fra Huddle Up.

Både hos Gul Klud og Huddle Up opleves der nemlig en større og større interesse for draften, og derfor er tiden rigtig til at bygge oven på det eksisterende udbud af draftindhold. Derfor finder du på siden allerede nu en række foreløbige scouting reports på de bedste spillere i næste års draftklasse.

– Draften er mere end et par uger i løbet af foråret. Lad os få folk med tidligt i processen, og lad os få folk til at værdsætte spillet på spillerniveau. Målet er at gøre draften mere tilgængelig for danskere, som gerne vil lære om draften og diskutere den, men som kan finde det svært, når man skal diskutere med fjerne amerikanske eksperter, siger Gul Kluds Teis Joranger, der bakkes op af Peter Meier Jensen:

Draften fylder år for år mere i den danske NFL-dækning, så tiden må være moden til, at der tilbydes en dækning, der ikke kun finder sted i den sidste tid op til draften.

Mængden af indhold på siden vil naturligvis stige støt og kulminere frem mod draften i foråret, hvor det blandt andet også vil være muligt at finde mock drafts, komplette scouting-reports, analyser, grades, testresultater, NFL-sammenligninger, fokus på de bedste matchups i college-kampe og meget, meget mere på siden.

For os varer draftsæsonen 6-12 måneder. Og college-football er altså sjovere, når man ikke behøver at forlade sig på kommentatorer, der kalder 10-15 spillere for den bedste i nationen på positionen, fordi de skal prøve at sælge hver enkelt kamp, siger Dennis Cordsen.

– Jeg ser meget frem til det nye samarbejde, og jeg håber, at vi kan være med til at gøre hinanden endnu skarpere i forhold til at vurdere nye spillere. Vi er jo alle sammen glade amatører i det her felt, så håbet er da, at vi kan få endnu flere med på beatet, siger Rasmus Holse.

Man kan allerede nu finde scouting reports på 20 af topnavnene i den kommende draft, og der vil i den kommende tid komme flere og flere til.