Der er under en måned til, at draften sættes i gang i Las Vegas i Nevada, og det eneste vi ved med sikkerhed er, at Jacksonville Jaguars lige pt drafter som det første hold. Hvem de drafter, aner vi ikke.

Hvis der var én vej, som man var sikker på, at Jaguars ikke ville gå i årets draft, så var det offensiv tackle. Holdet har allerede meget kapital investeret på positionen, da man valgte tidligere på året at placere franchise tagget på deres startende venstre tackle, Cam Robinson. Derudover har de forrige års andetrundevalg, Jawaan Taylor, og sidste års andetrundevalg, Walker Little, som begge kæmper om pladsen som startende højre tackle

Det har derfor længe været en kamp mellem draftens to bedste defensive ends – Aidan Hutchinson og Kayvon Thibodeaux – om hvem der skulle vælges som den første spiller ved årets draft den 28. april.

Men Jaguars cheftræner Doug Pederson har ikke tænkt sig at udelukke noget som helst.

Da Pederson talte på NFL’s årlige møde i Palm Beach, Florida, åbnede han op for, at Jaguars også kunne vælge en offensiv linjemand på trods af, at Jaguars har flere spillere på positionen i forvejen.

Læs også: Hvem er tilbage? De 10 bedste spillere uden kontrakt

“At få Cam [Robinson] tilbage er med til at beskytte vores quarterback. Vi vil gerne gøre vores offensive linje bedre. Vi vil gerne have spillere med erfaring og kvalitet og Cam er en stor del af det. Men i forhold til draften, så er det en helt anden sag lige nu. Jeg er sikker på, at vi får mere dybde på positionen. Du kan aldrig have for mange offensive linjemænd.”

De to højest rangerede offensive linjemænd er offensive tackle Evan Neal fra Alabama og Ikem Ekwonu fra NC State.