Ross Blacklock, TCU


21 år
190 cm (6 fod 3 inches)
133 kg (295 pund)
2019 stats:
Lavede 40 tacklinger, hvoraf 5,5 var for minusyards og 3,5 sacks


Kort om Blacklock
Ross Blacklock redshirtede sit første år i college, inden han i 2017 blev årets freshman på forsvaret i Big12-konferencen. I 2018 rev han desværre akillessenen over inden sæsonen og sad ude i alle holdets kampe. I 2019 var han fast mand og var på first team-holdet i Big12-konferencen. I løbet af college fik han 37 parkeringsbøder, som han ikke kendte til, da de blev betalt af universitetet.

Styrker og svagheder

Styrker Svagheder
Eksplosiv type med fart og løse hofter Mangler en pass rush plan og pass rush moves
Pad level er godt Vægt til at stå imod i løbespillet
Naturlig styrke og balance Motoren løber tør i perioder

Når vi kommer forbi de to første navne i denne artikel, når vi til et felt af defensive tackle, som alle har noget talent, men måske ikke helt er klar til at sætte deres præg i NFL fra start af. Ross Blacklock har kun gennemsnitlig højde, og han er i den lettere ende af defensive tackles. Han har rigtig god eksplosivitet, og jeg er pjattet med hans løse hofter og fleksibilitet i underkroppen

Han viser evnen til at arbejde med et dejlig lavt tyngdepunkt og deraf et god pad level. Han skyder godt lavt ud af sin stance, og så kan jeg godt lide hans naturlige styrke og balance, når han kommer på kant af folk. Han er bare svær at håndtere fysisk, når han får mulighed for at give los som rusher. Desværre spillede han i et system, hvor han sjældent fik lov til at angribe offensive linjefolk én-mod-én.

Læs også: De bedste linebackere i draften

Når det er sagt, så kan man sjældent vinde udelukkende på at være eksplosiv og have fornuftig balance i NFL, og der skal bygges en del teknisk på hos Blacklock. Nu siger jeg, at han var begrænset af systemet, når han rushede quarterbacken, men han var også i høj grad begrænset i hans brug af hænderne. Han har ikke mange reelle pass rush-moves lige nu, og han mangler i endnu højere grad en plan på nuværende tidspunkt. Det skal være det primære fokuspunkt for trænerstaben i de første par år af Blacklocks karriere.

Udover brugen af hænderne, så er der et par andre mindre ting, som man kan blive bekymret for. På nogle spil bliver han skubbet lidt for let rundt i løbespillet, og spørgsmålet er, om det er vægt eller teknik/indstilling. Jeg synes nemlig, at hans motor har det med at løbe lidt tør for benzin i perioder af kampene.

Opsummering og system
Blacklock er et godt eksempel på den nye type af defensive tackles, som i højere og højere grad vinder frem. Han er eksplosiv, bevæger sig godt, men vejer ikke så meget. Nogle af dem lykkes i NFL, fordi de teknisk og styrkemæssigt kan holde stand på trods af manglende vægt, men der er også mange eksempler på den type, som slår fejl, fordi de ikke teknisk kommer med på vognen, og så er de typisk for “svage”.

De fleste forsvar har en plads på holdet til en eksplosiv defensive tackle, der kan skabe kaos i midten af linjen, og Blacklock vil næppe mangle interesserede hold. I college spillede han en del 0- og 1-tech, hvor han skød gaps, men i NFL ligner han mere en klassisk rushende 3-tech.

Forventet valgt: Sent første eller øverste halvdel af anden runde

Næste side: Hårdtarbejde Marlon Davidson har alsidigheden som mange hold kigger efter