Elming: Vindere og tabere i første runde

0

Tabere i første runde af 2026 NFL draften

På første side kiggede vi på mine fem vindere i første runde, mens vi nu skal have et kig på de hold, der i min optik klarede sig mindre godt.

Det er naturligvis svært at vurdere vinderne uden at have set spillerne på banen, og måske endnu sværere at sætte negative ord på taberne efter første runde.

Se NFL draften gratis.

Nogle picks var dog lidt overraskende, selvom vi jo ikke kender facit før om tidligst to-tre år.

Ikke desto mindre får du her mit bud på torsdagens tabere.

Miami Dolphins

I vinder-sektionen havde jeg fem hold, der alle havde to picks i første runde. Det havde Dolphins også. Der er kun én grund til, at jeg alligevel har dem som tabere, og det er, at jeg ganske enkelt ikke forstår, hvad de havde gang i torsdag. Først valgte de tackle Kadyn Proctor med pick 12 (efter de havde tradet ned, hvilket var fint). Der kunne jeg godt have fundet en eller to andre spillere med større potentiale end 160 kilo-manden.
De havde også pick 30 sent i draften (som de fik af Broncos for receiver Jaylen Waddle), og her valgte de gudhjælpemig at trade op og så vælge cornerback Chris Johnson. I min bedste optik kunne de have fået ham uden at trade, måske endda i anden runde, og de har mere brug for picks end spillere, så de burde have tradet ned.

Houston Texans

Hmmm. Ja, Texans har i den grad brug for at opgradere den offensive linje, men hvorfor valgte de guard Keylan Rutledge med flere andre bedre spillere til rådighed. Og HVORFOR tradede de op for at tage ham. Det er helt fair, at de valgt hjælp til den anonyme kvintet – det bliver CJ Stroud også glad for, men de gav for meget for det, og jeg synes ikke Rutledge var et talent, de ikke kunne have fået senere.

Pittsburg Steelers

Steelers sad på telefonen med wide receiver Makai Lemon og fortalte ham, at de ville drafte ham med pick 21. Alle var glade, og så skete der noget vildt. Eagles tradede op til pick 20 med Packers og valgte Lemon. Steelers snydt. Det er alligevel både vildt og tåbeligt, at man laver den opringning, inden det er ens tur. Han ville have frembragt et jubelbrøl hos de fremmødte fans i Pittsburgh, i stedet blev det sådan en lidt mudret fornemmelse, da Steelers valgte OT Max Iheanachor, der næppe ser banen meget i 2026.
Og Lemon – han endte i staten Pennsylvania, men ikke hos det hold, han talte med først.

Minnesota Vikings

Det gør jo ondt i mit lilla hjerte at sætte Vikings blandt taberne og så så langt nede. I princippet kan jeg kan godt lide deres valg af defensive tackle Caleb Banks med pick 18, men ham tror jeg de kunne have fået meget senere, så de kunne enten have tradet ned eller valgt en anden spiller/position her og så nappet Banks eller en anden DT i anden runde fredag.
Han er god – ingen tvivl om det – men han har haft flere forskellige fodskader og har pt en brækket fod, som han pådrog sig ved NFL Combinen, og han spillede kun tre kampe sidste år. Det hjalp ikke, at rivalerne fra Bears tog safety Dillon Thieneman, som de fleste troede Vikings skulle have.

Los Angeles Rams

Der er kun én grund til at jeg har dem under Vikings, og det er, at der angiveligt har været uenighed i Rams’ øverste ledelse om man nu også skulle vælge quarterback Ty Simpson.
Sportschef Les Snead var forelsket i ham, headcoach Sean McVay not so much. Alligevel valgte Rams Matthew Staffords arvtager med pick 13.
Det var kort fortalt alt for højt. Ingen ville have taget ham før måske Steelers på pick 21, men Rams kunne sagtens have tradet ned og stadig fået ham, og at de to øverste i Rams’ ledelse ikke er enige i valget af en quarterback er bare… mærkeligt.