Det var egentlig meningen, at han bare skulle have været en overgangsspiller, men nu er Jared Goff både blevet (mere) velhavende og Lions’ ubestridte top-quarterback.

Detroit Lions og quarterback Jared Goff er blevet enige om en fireårig kontraktforlængelse til en værdi af op til 212 millioner dollars med 170 millioner dollars garanteret, det skriver The Athletic.

Kontrakten kommer efter en sæson, hvor Jared Goff førte Lions til en divisionstitel for første gang i 30 år og sejre i to playoff-kampe fpr første gang siden 1992. Han havde dem på nippet af en Super Bowl, da Lions førte 27-7 ved pausen over San Francisco 49ers, men til sidst måtte se sig besejret.

Goff sluttede også 2023-sæsonen på andenpladsen i NFL for flest kasteyards med 4.575 og nummer fire i touchdowns med 30.

Den nu 29-årige quarterback kom til Lions som en del af den handel, der sendte quarterback Matthew Stafford til Los Angeles Rams i 2021, og det var egentlig ikke meningen, at han skulle være andet end vikar, indtil Lions fandt deres næste quarterbac.

Men Goff har imponeret alt og alle og er blevet en fan-favorit i Detroit. Siden han kom til Motown har han kastet for fjerde-flest yards af alle i NFL med 12.258 og syvende-flest touchdowns med 78.

Dermed har Lions nu fået styr på tre vigtige brikker på angrebet, efter de tidligere i foråret også forlængede både receiver Amon-Ra St. Brown og tackle Penei Sewell.

Goffs gennemsnitlige årsløn på 53 millioner dollars gør ham til NFLs næsthøjest betalte spiller, kun overgået af Cincinatti Bengals quarterback Joe Burrow.