På trods af rapporter om det modsatte, slår Lions’ general manager Bob Quinn fast, at holdet ingen intentioner har om at trade den 32-årige quarterback

I løbet af ugen har den lokale Detroit tv-station WDIV-TV ellers rapporteret, at Detroit Lions har forsøgt at trade holdets startende quarterback Matthew Stafford. Dette ifølge “kilder tæt på Stafford og holdets ledelse”.

Nu er rygterne også nået Lions’ general manager Bob Quinn, der i en sms til journalisten Dave Birkett fra lokalavisen ‘Detroit Free Press’ kalder dem “100 % falske”.

Før Quinn fik slået rygterne ned, nåede de vidt omkring, og Staffords kone Kelly nåede endda at kommentere på dem. Fra sin Instagram-profil foreslog hun, at Stafford kunne blive quarterback for Los Angeles Chargers.

Kilde: Kelly Staffords Instagram-profil

Det gav dog aldrig mening for Lions at trade Stafford, selvom holdet har draftens tredje valg og altså kan vælge fx Tua Tagovailoa. Holdet vil nemlig skylde Stafford i omegnen af 32 millioner dollar, hvis de trader ham.

Desuden spillede Stafford fremragende i de otte kampe, han nåede at spille, før han endte sæsonen på sidelinjen med rygproblemer.