Jim Bob Cooter er færdig med at være Detroit Lions’ offensive koordinator.

Jim Bob Cooter kommer ikke til at stå i spidsen for Detroit Lions’ angreb fremover.

Lions og den offensive koordinator har nemlig valgt at gå hver til sit, efter at Cooter har tilbragt de seneste fem sæsoner i Detroit.

Det meddeler klubben selv.

Det sker efter en sæson, hvor Lions’ angreb har taget et par skridt tilbage, og hvor quarterback Matt Stafford for første gang siden 2010 ikke kastede for mere end 4.200 yards.

34-årige Jim Bob Cooter kom til Lions som quarterbacktræner i 2014 og blev forfremmet til offensiv koordinator i 2015. Han fik lov til at beholde sit job, da Matt Patricia overtog cheftrænersædet i klubben inden 2018-sæsonen, men nu skal Patricia altså hyre sin egen offensive koordinator.