Hvert år bryder nye NFL-spillere igennem. Her giver vi vores bud på, hvem der bryder igennem i NFC North.

Chicago Bears:
Angreb: Cody Whitehair, G
Da Bears I slutningen af april draftede Cody Whitehair, forventede jeg, at han trods en ”guard-krop” skulle overtage fra Charles Leno Jr på venstre tackle. Kort efter fritstillede holdet dog Matt Slauson, og så var det åbenlyst, at Whitehair skulle ind at spille venstre guard.

Cody Whitehair er med sine nu 24 år en af NFLs ældste rookies, og dermed kan han forventes at have lidt lettere ved at vænne sig til NFL i nogle af sine yngre kollegaer.

Whitehair har gjort det fornuftigt i sine 2 første preseasonkampe og derfor er han i mine øjne den angrebsspiller fra Bears, der har den største mulighed for et gennembrud.

Forsvar: Jerrell Freeman, LB
Freeman må være den ældste gennembrudsspiller, vi har valgt i denne sæson. Egentlig er den 30-årige linebacker brudt igennem spillemæssigt, men i år bliver forhåbentlig året, hvor fans, eksperter og alle andre får øjnene op for Freeman, der startede sin professionelle karriere hos Saskatchewan Roughriders i Canada.

Inden denne sæson lod Indianapolis Colts uforståeligt Freeman skifte til Chicago, selvom Chicago sikrede sig top10-linebackeren på en latterligt lav 3-årig kontrakt til 12 millioner dollars.

Detroit Lions:
Angreb: Ameer Abdullah, RB
Detroits førsterunningback fra sidste år, Joique Bell, er ikke længere i klubben, og det bør give andenrundevalget fra 2015 en god chance for mere spilletid, selvom Theo Reddick og Zach Zenner også vil få deres muligheder.

Faktisk startede Abdullah også 2015-sæsonen med nogle highlight-spil, men nogle fumbles var med til, at hypen omkring ham faldt igen. I år kan han få sit endelige gennembrud i byen, der for få år siden blev tvunget til at erklære sig bankerot…

Forsvar: Quandre Diggs, SCB
I sidste sæson fik Diggs’ cornerbackkollega Darius Slay sit store gennembrud, og det blev han belønnet for med en god kontrakt i slutningen af juli.

Quandre Diggs, der modsat Slay nærmest kun spiller slotcornerback, viste dog også lovende takter sidste år, og i år skal Diggs slå sit navn fast.

Selvom Diggs primært spiller slotcornerback er han vel nærmest at regne for en starter, da mange NFL-hold spiller med 5 defensive back eller mere på op imod 75% af de defensive snaps.

Green Bay Packers:
Angreb: Aaron Ripkowski, FB og Jared Abbrederis, WR
Okay, jeg har snydt en lille smule, men jeg elsker offensive linjefolk og fullbacks.

Den unge fullback skal afløse fanfavoritten John Kuhn, og selv hvis han ikke skulle blive et hit på banen, så må han få et lille gennembrud for sit efternavn. Jeg gætter på, at RIP bliver kælenavnet efter første ødelæggende blokering.

Efter den lille smøre kommer vi til Jared Abbrederis, som jeg har en lille fidus til. Da Jordy Nelson blev skadet sidste år, manglede Aaron Rodgers helt klart en pålidelig reciever. Rodgers manglede sin steady-eddie, der måske ikke er super atletisk, men som løber gode ruter, altid er hvor han skal være og ikke taber bolden.

Der er langt mere upside i reserverne Jeff Janis og Davante Adams, men bliv ikke overrasket, hvis Rodgers hellere ser Abbrederis på banen.

Forsvar: Quinten Rollins, CB
Quinten Rollins er lidt af en sjov historie i NFL. I college spillede han udelukkende basketball fra 2010 til 2013, inden han i 2014 også spillede cornerback på University of Miami, Ohio’s footballhold. Rollins spillede godt nok også football i High School, men alligevel er det imponerende, at han efter en enkelt sæson i college blev valgt i draften anden runde sidste år.

Umiddelbart så Packers dog rigtigt, for selvom Packers har et af NFLs bedste og bredeste secondaries, formåede Rollins allerede i sin første sæson at starte 4 kampe. I år er en af de største konkurrenter til spilletid, Casey Heyward, i San Diego, og derfor forventer jeg, at Rollins’ kvaliteter i år vil blive kendt for NFL-fans udover Green Bays grænser.

Minnesota Vikings:
Angreb: Stefon Diggs, WR
I 2015 var femterunderookien Stefon Diggs ikke på banen i Vikings’ tre første kampe, men derefter imponerende han. Faktisk var han holdets bedste wide receiver, og med et års NFL-erfaring er han formentlig ikke blevet dårligere.

Vikings draftede i år receiveren LaQuan Treadwell i første runde, men talent kan ikke holdes nede, og derfor forventer jeg det endelige gennembrud og en sæson med mere end 1000 yards fra Stefon Diggs.

Forsvar: Danielle Hunter, EDGE
Sidste år var Hunters første i NFL, og det blev ret hurtigt klart, at han er kommet for at blive. På venstre end starter Brian Robison for Minnesota Vikings, men Hunter, der er en fremragende atlet, er allerede bedre end starteren i løbespillet.

21-årige Hunter lavede 6 sacks og hvis han kan blive lidt bedre i de tekniske aspekter af sit pass rush, ser jeg ingen grunde til, at den unge end skulle lave færre i den forestående sæson.